Shoppingcentre får flere synlige vagter

Danske Shoppingcentre, der blandt andet ejer Randers Storcenter og City Vest, vil ovenpå gårsdagens tragiske hændelse i Field's have flere vagter i centrene.

Udgivet Opdateret
Repræsentanter fra blandt andet Randers Storcenter holder møde mandag. Foto: Randers Storcenter

Danske Shoppingcentre, der i alt ejer 18 shoppingcentre i hele landet, holdt mandag morgen et internt møde efter gårsdagens skyderi i storcentret Field's på Amager i København. 

Her blev det drøftet, hvordan hændelsen skulle håndteres.

- Vores fokus er på at skabe trygge rammer for både kunder og medarbejdere. På den korte bane skal vores vagter være ekstra synlige og stå til rådighed for kunderne, og det skal vores medarbejdere også, det er vores største fokus, siger Finn Sture Madsen, chief operations officer i Danske Shoppingcentre, til TV2 ØSTJYLLAND. .

- Vi er jo alle meget berørte af den her hændelse. Jeg tror, folk har haft behov for at tale om det, siger Finn Sture Madsen.

Han oplyser, at Danske Shoppingcentre har beredskabsplaner på mange niveauer, og at man prøver at forberede sig på mange situationer.

- Vi har været i kontakt med politiet i morges, og vi ser det som en enkeltstående begivenhed, og vi følger selvfølgelig politiets anbefalinger, også hvis der kommer nye.

- Det er trygt at komme i vores centre, det var det i går, og det er det i dag, siger Finn Sture Madsen.

OVERBLIK: Det ved vi om skyderiet i Field's

Politiet har mandag morgen afholdt pressemøde, efter at flere er blevet ramt af skud i storcenteret Field's i Ørestad i København.

Her er et overblik over, hvad vi mandag morgen ved om hændelsen:

- Søndag klokken 17.36 modtog Københavns Politi anmeldelser om skyderi i butikscenteret Field's på Amager. Der blev med det samme sendt patruljer til stedet, hvor flere personer var ramt af skud.

- Ifølge politiet blev der affyret skud fra to forskellige lokationer inde i Field's.

- Tre personer - to unge og en mand i 40'erne - er blevet dræbt under skyderiet.

- Der er tale om en pige og en dreng på 17 år samt en 47-årig mand med russisk statsborgerskab, som bor i Danmark.

- Fire er desuden ramt af skud og er mandag morgen i kritisk tilstand, men stabile.

- Der er tale om to danske statsborgere, henholdsvis en 40-årig kvinde og en 19-årig kvinde, og to svenske statsborgere, en 50-årig mand og en 16-årig pige.

- Derudover er et ukendt antal personer kommet lettere til skade, da de flygtede ud af Field's.

- Politiet har anholdt en etnisk dansk mand på 22 år for skyderiet. Han blev anholdt klokken 17.48, kort efter at politiet ankom til Field's. Han blev anholdt uden for indkøbscenteret.

- Manden er ifølge politiet "kendt i psykiatrien". Indtil videre tyder politiets efterforskning på, at han var alene om det, og at han havde planlagt det på forhånd.

- Ifølge politiet er der på nuværende tidspunkt intet, der tyder på, at mandens motiv er terrorrelateret. Han er sigtet for manddrab.

- Ifølge politiet havde den mistænkte en riffel, en pistol og en kniv. Politiets efterforskning viser, at våbnene formentligt var lovlige, men at den mistænkte ikke havde tilladelse til at bruge dem.

- Der florerer ifølge DR videoer af den mistænkte på sociale medier, hvor han poserer med våben. Politiet bekræfter, at det er deres opfattelse, at det er den mistænkte, der optræder på videoerne.

- En stor gruppe af mennesker, som søndag befandt sig i Field's stormede skrækslagne ud af centeret. Det viser fotos og videoer.

- Tungt bevæbnet politi var søndag aften massivt til stede ved Field's. Det samme gjaldt hele København og resten af Sjælland. Mandag morgen er politiet fortsat i gang med en intensiv efterforskning.


Kilde: Ritzau

Her i Østjylland har Danske Shoppingcentre City Vest i Aarhus og Randers Storcenter i Randers. 

Det er blandt andre folk fra City Vest i Aarhus, der i dag er med til mødet. / Foto: Google Street View

Følger situationen tæt

Bruuns Galleri, der er ejet af norske Steen & Strøm, som også ejer Field's, har på nuværende tidspunkt ingen kommentarer, men oplyser til TV2 ØSTJYLLAND, at man følger situationen tæt.

Samme melding kommer fra Salling Group, der blandt andet driver Salling på Strøget i Aarhus og flere Bilka-varehuse. 

Skyderiet giver naturligvis anledning til agtpågivenhed og til at være ekstra opmærksom.
Salling Group

Sidstnævnte findes eksempelvis i Randers Storcenter. 

- Aktuelt forholder vi os til meldingen fra politiet om, at det er en mands gale værk, og vi har gode og afprøvede sikkerhedsprocedure, oplyser Salling Group til TV2 ØSTJYLLAND.

- Men skyderiet giver naturligvis anledning til agtpågivenhed og til at være ekstra opmærksom. Men vi følger politiets anvisning, lyder det videre. 

Tre dræbte efter skyderi

De tre dræbte er en pige og en dreng på 17 år samt en 47-årig mand med russisk statsborgerskab, som bor i Danmark.

Det oplyser chefpolitiinspektør Søren Thomassen fra Københavns Politi på et pressemøde mandag morgen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her