Kommende V-formand retter blikket mod daginstitutioner

Landets daginstitutioner skal have en milliard kroner til at forbedre de fysiske forhold, mener Troels Lund.

Udgivet Opdateret
Aarhus-rådmand Christian Budde (tv.) har også fundet til Herning. Troels Lund er valgt i Østjyllands Storkreds. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Inden Troels Lund Poulsen senere lørdag med al sandsynlighed bliver valgt som Venstres nye formand på partiets landsmøde, er han klar med sit første politiske udspil.

Mange af landets børnehaver og vuggestuer er i alt for dårlig fysisk stand, mener den nuværende økonomi- og forsvarsminister.

Derfor ønsker Venstre at afsætte en milliard kroner over "de kommende år" til landets daginstitutioner.

- Småbørnsforældrene i Danmark betaler nogle af verdens højeste skatter, og så kan de med rette også have forventninger om, at daginstitutionerne lever op til det, siger Troels Lund Poulsen i en skriftlig kommentar.

- For os i Venstre er det en meget vigtig prioritet at sikre gode forhold for vores børn, når de er i institution.

Præcis hvornår daginstitutionerne skal have pengene, ønsker Venstre at diskutere med sine regeringspartnere, hvis de er med på idéen, lyder det.

Løser ikke alle udfordringer

Troels Lund Poulsen læner sig op ad evalueringer fra Danmarks Evalueringsinstitut, der blandt andet har konkluderet, at godt en tredjedel af landets vuggestuer er i "utilstrækkelig kvalitet".

- De ekstra penge løser ikke alle udfordringer, men en milliard kroner er mange penge, og man kan rette op på mange af de fysiske skavanker, som vores daginstitutioner i dag lider under, siger han.

Efter Jakob Ellemann-Jensens afgang som Venstre-formand er det kun Troels Lund Poulsen, der har meldt sig som formandskandidat.

Lørdagens landsmøde i Herning er dermed blot en formel vedtagelse af ham. Efterfølgende skal den nye formand holde formandstale, og her vil dagsinstitutionerne også fylde.

Den ene milliard kroner foreslår Venstre at finde i den annullerede planlagte togforbindelse over Vejlefjordbroen. Her fandt man seks milliarder kroner, som skulle bruges til blandt andet børneområdet og klima.

Venstre ser gerne, at særligt nye byggerier af dagsinstitutioner sker gennem såkaldte offentlig-private partnerskaber, så private virksomheder står for byggeriet.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her