Frank er sygeplejerske og vikingekriger

Frank Jensen er sygeplejerske. På akutafdelingen på sygehuset i Randers lapper han folk sammen, når de er kommet til skade. Tilser sår og brækkede knogler. Anlægger støttebind og gips.

Herunder kan du trække pilen frem og tilbage se Frank som viking og som sygeplejerske. 

Frank Jensen er også viking. I sin fritid hakker han løs på sine kammerater med et stålsværd. De hakker igen med spyd og økser. Sammen træner de i Vikingekampgruppen Ask, som stiller op til VM i Viking ved Moesgaard Strand den 28. og 29. juli.

 - Engang var der nogle amerikanere, der spurgte, om Moesgaard var vores vikingereservat. Ligesom indianerne i USA

Ingen af de våben, vikingerne kæmper med, er skarpe. Og heldigvis er det sjældent, der sker uheld, når vikingegruppen træner. For krigerne bruger meget tid på at træne sikkerhed. Men når uheldene sker, kan skaderne være rigtig grimme.

- Skadestuen i Aarhus ved godt, hvem vi er og har regelmæssigt besøg af os, siger Frank Jensen.

- Jeg hører nogle gange de meldinger, der kommer til lægevagten, fordi jeg selv arbejder på en skadestue og det kan godt lyde lidt brutalt, når vi ringer og lægen spørger, hvad der er sket. Så er vi jo nødt til at fortælle det, og nogle gange er det jo, at én har fået en økse eller et sværd i hovedet. Jeg kan forestille mig, at det giver lidt sved på panden blandt lægerne, smiler Frank Jensen. 

- På den måde, er det da lidt paradoksalt, at jeg både er viking og sygeplejerske, griner han.

Frank Jensen er aldrig selv kommet til skade under vikingekamp. Men engang kom han til at ramme en modstander under øjet med et spyd. Heldigvis gav det bare en skramme.

- Vikingetiden fylder rigtig meget i Aarhus, hvilket gør det endnu federe at være viking her

Frank Jensen har trænet vikingekamp i otte år. Men interessen for vikingetiden er livslang: Siden han kom på Moesgaard som barn har han villet være vikingekriger. Og der er noget ekstra fedt ved at gå til viking i netop Aarhus, lyder det.

- Vikinger er bare en del af Aarhus. Aarhus er oprindeligt en vikingeby og vi har et flot og prominent vikingemuseum på Moesgaard. Det er helt unikt og derfor fylder vikingetiden rigtig meget i Aarhus, hvilket gør det endnu federe at være viking her, siger han.

For Aarhus er netop grundlagt af vikinger. Der hvor Store Torv ligger i dag, var der vikingeby for mere end 1000 år siden.

Herunder kan du trække pilen frem og tilbage se Aarhus i 980 og Aarhus i dag.

For mig handler det om at fortælle aarhusianere og turisterne om vores by, som er grundlagt af vikingerne.

- På en måde, er det da lidt paradoksalt, at jeg både er viking og sygeplejerske

I vikingekampgruppen Ask er sammenholdet ekstremt vigtigt. Der er tunge våben involveret og man skal kunne stole på hinanden, så ingen kommer til skade. Derfor er det heller ikke alle, der kan blive optaget i Vikingekampgruppen Ask. Nye medlemmer bliver set an både i forhold til, hvor gode de er til at håndtere våbnene sikkert og i forhold til, hvordan de passer ind socialt.

- Det er en gentlemandsport og der sker uheld. Derfor er det vigtigt, at vi ved, at vi i bund og grund har det sjovt sammen og det bare er et uheld, der er sket, siger Frank Jensen.

Herunder kan du klikke på Frank, sværdet eller skjoldet, for at se detaljer om udstyr.

- Jeg synes, det er mega fedt at være viking. Vi har et supergodt sammenhold, hvor vi laver rigtig mange aktiviteter sammen

VM i viking bliver afholdt på Moesgaard Strand den sidste weekend i juli og flere hundrede krigere fra hele verden kommer og deltager.

Vikingekampgruppen Ask stiller op med 60-70 krigere. Gruppen er den ældste og største i Norden og har tidligere klaret sig godt ved mesterskabet. Vikingekamp er nemlig i høj grad en holdsport.

- Det kan godt være, at jeg dør relativt hurtigt i kampen, men hvis jeg inden da har beskyttet to eller tre andre fra mit hold fra at dø, som så kan slå en masse ihjel, så vinder vi jo stadig på det, siger Frank Jensen.

- Det er noget af det, vores gruppe er rigtig gode til. Vi er gode til at arbejde som et hold. 

Udgivet juli 2018

Tekst og grafik af Kirstin Stefansdottir Egekvist

Foto af Christine Vestergaard