Efter mulig svindelsag: Østjysk Boligs bestyrelse bliver afsat

Alle medlemmer af Østjysk Boligs overordnede bestyrelse bliver efter en advokatundersøgelse afsat d. 23. april.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Advokatundersøgelsen har blandt andet konkluderet, at en række af de kritisable forhold kan være ansvarspådragende for bestyrelsens medlemmer.

Aarhus kommunes tilsyn med de almene boligforeninger har netop udmeldt, at bestyrelsen for Østjysk Bolig bliver frataget deres ansvar d. 23. april i år.

Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Årsagen til den hurtige afsættelse af bestyrelsen beror på en advokatundersøgelse, som har afsløret, at der kan være sket mandatsvig, underslæb og udført returkommission for mellem 15 til 20 millioner kroner over en årrække.

- Vi har i dag underrettet bestyrelsen om, at vi har i sinde at fritage dem fra deres bestyrelsesansvar, siger Bente Lykke Sørensen, bystrategisk chef i Teknik og Miljø, I en pressemeddelelse.

- Vi har fra tilsynets side ikke tillid til, at bestyrelsen for Østjysk Bolig vil være i stand til på en overbevisende måde at forestå ansvaret med at rydde op i boligforeningen. Der venter en meget omfattende opgave med at rette organisationen op og sikre, at et muligt tab for boligforeningen og dens lejere bliver så lille som muligt.

Advokatfirmaet konkluderer:

  • At der kan være sket svindel for op mod 20 millioner kroner:
  • Kontantoverførsler til uvedkommende private bankkonti for samlet 9,3 millioner kroner
  • Privatlignende udgifter til f.eks. restaurationer og dyre vine afholdt for boligforeningens regning for 2,2 millioner kroner,
  • Private udgifter skjult i boligforeningens byggeregnskaber for 1 million kroner
  • Og mistænkelige indbetalinger fra en storleverandør på 7,4 millioner kroner, som blandt andet er gået til at balancere diverse konti i Østjysk Bolig, der var benyttet til at dække private udgifter.


Alle medlemmer i boligforeningens overordnede bestyrelse bliver derfor frataget sit ansvar. Dette betyder ikke, at det for alle afdelingsbestyrelser i Østjysk Bolig bliver berørt.

Katja Hillers, formand for organistionsbestyrelsen hos Østjysk Bolig, er ærgerlig over, at beboerdemokratiet bliver sat ud af spillet, men efter advokatundersøgelsen er hun forstående.

- Det er en voldsom sag og det kræver en voldsom oprydning. Jeg har forståelse for at Aarhus kommune gør, som de gør. Jeg er dog ærgerlig over, at vi ikke kan få færdiggjort vores arbejde, siger Katja Hillers, formand for organisationsbestyrelsen hos Østjysk Bolig til TV2 ØSTJYLLAND.

Bünyamin Simsek (V), Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus kommune, mener at lejerne i Østjysk Bolig skal være sikre på, at der nu bliver sat et arbejde i gang, der kan minimere boligforeningens tab. 

- Der skal være en ledelse, der kun har øjne for at lukke sagen op, og som har erfaringer med, hvordan man driver en boligforening på en betryggende måde, siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, i en meddelelse

- Jeg har sympati for, at man i Østjysk Bolig har villet stille sine mandater til rådighed for repræsentantskabet, men jeg er enig i tilsynets vurdering af, at der ikke er tilstrækkeligt, siger Bünyamin Simsek.

Beboerdemokratier i afdelingerne i Østjysk Bolig vil heller ikke blive berørt af, at boligforeningens bestyrelse bliver sat af.

Tilsynet har fået Lejerbos opbakning til, at den samtidig varetager bestyrelsesansvaret i Østjysk Bolig i en midlertidig periode. 

- Det er vigtigt, at vi holder fast i beboerdemokratiet i de enkelte afdelinger i boligforeningen, og samtidig er det vigtigt, at vi får indsat en bestyrelse, der kan lade nye øjne se på sagerne i beboernes interesse. Det er efter vores vurdering den eneste måde, hvorpå vi kan få fuld indsigt og gøre det ypperste mod, at lejerne skal lide tab, siger Bente Lykke Sørensen.

Advokatundersøgelsen bliver nu givet videre til Østjyllands Politi, hvor der vil blive efterforsket yderligere.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her