Sjældent naturfænomen: - Jeg troede ikke, man kunne se det i Danmark

Mariia Louise Nors blev i weekenden en af de heldige, der har oplevet et kendt og sjældent naturfænomen i Danmark.

Udgivet Opdateret
Mariia Louise Nors havde et stort øjeblik, da hun tog dette billede søndag. Foto: Mariia Louise Nors

Sent søndag aften var Mariia Louise Nors egentlig gået i seng, da hendes telefon sagde et bip.

Hun havde planlagt bare at skulle sove for at være frisk til arbejde mandag, men i stedet skyndte hun sig ud i bilen og kørte afsted.

Jeg tænkte bare, hold nu kæft, hvor er jeg heldig
Mariia Louise Nors, Grenaa

Mariia Louise Nors har nemlig installeret en app, der fortæller hende, hvor stor chancen er for nordlys i Danmark.

- Pludselig viste den, der var 30 pct. chance. Så var det bare at køre afsted, fortæller hun.

Troede ikke, det var i Danmark

Hun kørte til Fornæs ved Grenaa. Først kunne hun blot se lidt lys over skyerne, men da hun tog et billede, trådte alverdens farver pludselig frem på himlen.

- Adrenalinen begyndte at pumpe, fordi jeg kunne se det her anderledes lys. Jeg tænkte bare, hold nu kæft, hvor er jeg heldig. Jeg brugte en hel time på at tage billeder, det var sådan en fed oplevelse. Jeg troede ikke, man kunne se det på den måde i Danmark, fortæller Mariia Louise Nors.

Jeg viser stolt billederne til alle i dag og smiler lidt ekstra, for det var simpelthen så fedt
Mariia Louise Nors, Grenaa

Men det kan sagtens passe, at det rent faktisk var nordlys, Mariia Louise Nors så på den danske himmel.

Selvom naturfænomenet er sjældent i Danmark, kan det nemlig godt lade sig gøre, fortæller Cecilie Nørholm, der er astrofysiker ved Planetarium.

- Man kan sagtens se nordlys i Danmark, det sker bare ikke så ofte, så det er ikke usandsynligt, det er det, hun har set, fortæller hun.

Cecilie Nørholm forklarer, at solen har været meget aktiv på det seneste, og det er det, der gør, at nogle har været så heldige at opleve nordlys.

Mariia Louise Nord er ikke den eneste, der var så heldig at opleve Nordlys. Ved Sangstrup Klint fangede Christian Tukjær Nyhuus dette billede.

Oplevelsen er heller ikke en, Mariia Louise Nors tager for givet.

- I en tid, hvor alting koster penge, er det fantastisk, man kan tage ud at se noget, der er så fedt og flot, og så er det også gratis, siger hun og fortsætter:

- Jeg havde min egen lille fest i bilen, mens jeg hundefrøs, fordi jeg sad med vinduerne rullet ned for at få det hele med. Der er ikke mange, der får lov at opleve det. Jeg viser stolt billederne til alle i dag og smiler lidt ekstra, for det var simpelthen så fedt.

Gode råd til at se Nordlys

Hvis man selv drømmer om samme oplevelse, så er der nogle råd, man kan gå efter: Søg et sted med frit udsyn mod nord, ideelt ud mod vandet, hvor der er mørkt, og helst på en dag, hvor vejret er klart, lyder rådet fra astrofysikeren.

Ved forårsjævndøgn og efterårsjævndøgn er chancerne for nordlys bedst.

Der skal dog en god portion held til også, hvis man vil se de sprælske farver på himlen, og astrofysikeren havde heller ikke forudset, der ville komme nordlys i weekenden.

- Mange ting skal gå op i en højere enhed. Vi kan desværre ikke sige, at på lørdag klokken 20 kan man se nordlys, for det er rigtig svært at forudsige nordlys, det er ikke på samme måde som med vejret. Nordlys kommer og går lidt, som det passer sig selv, siger Cecilie Nørholm.

Derfor er der også særligt en ting, man skal tage med sig, hvis man vil på jagt efter naturfænomenet.

- Man risikerer at skulle vente længe på det og, at det slet ikke kommer. Derfor må et af nøgleordene også være at have lidt tålmodighed med sig. 

Hvad er nordlys?

Nordlys opstår, når elektrisk ladede partikler fra solen rammer jordens magnetfelt.

Når partiklerne kommer til jordens nord- og sydpol, begynder luften i den del af vores atmosfære, som ligger cirka 90.500 kilometer over jordoverfladen, at gløde.

Der er altid polarlys omkring nord- og sydpolen, men når der kommer mange partikler fra solen, eller der er meget kraftige forstyrrelser i jordens magnetfelt, kan nordlyset strække sig længere sydpå.

Kilde: Planetarium

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her