Fik kaffebesøg af dronningen: - Det var en kæmpe oplevelse
En familie på Anholt fik torsdag royalt besøg, da dronning Margrethe var forbi på kaffebesøg.
Dronning Margrethe er torsdag på besøg på Anholt.
Og et helt særligt punkt på dronningens program var et besøg hjemme hos Jakob Kjærgaard, Signe Hylby og deres fem børn.
Det er ikke hver dag, at dronningen svinger forbi familien på Anholt. Det er faktisk 11 år siden, at hun overhovedet har været på øen. Så forberedelserne har været mange.
- Vi har ryddet op. Meget op. Og slået græs og sådan noget, fortæller den ældste i søskendeflokken, Alfred Hylby Kjærgaard.
Og der har også været sommerfugle i maverne.
- Det er kæmpe, kæmpe stort. Jeg har aldrig hørt om, at dronningen ligefrem kommer hjem og besøger nogen i et privat hjem, siger Signe Hylby.
Sendte pressen væk
Dagens besøg var godt dækket af pressen og andre nysgerrige folk. Men på dronningens befaling blev alle andre end familien sendt væk, så familien og dronningen kunne snakke for sig selv.
- Vi talte om livet på Anholt. Vi talte om det at være barn på Anholt, fortæller Jakob Kjærgaard og fortsætter:
Læs også:
- Det var en kæmpe oplevelse. Majestæten er enormt vidende og meget frisk. Det kan godt være, at hun ikke går så godt, men hjernen fejler ingenting.
Familien er enige om, at det var en oplevelse, de aldrig kommer til at glemme igen. Men det havde også været en hård omgang at få royalt besøg.
- Huset er blevet tiptop gjort rent, malet og alverdens ting. Vi har virkelig haft travlt. Men altså det er ikke hver dag, at man får besøg af dronningen. Det har været kæmpe stort, og vi er simpelthen så glade og taknemmelige, siger Signe Hylby, inden hendes mand stemmer i:
- Og trætte!
Og dronningen havde også haft en god oplevelse i mødet med familien fra Anholt.
- Det var en mægtig sød familie. Og det var morsomt at få et indblik i deres liv herovre, sagde dronning Margrethe efter besøget.