Sindssyg mand slog sin mor ihjel i Brædstrup
Retslægerådet har vurderet, at søn var syg, da han sidste sommer kvalte sin mor.
En 32-årig mand har fredag i retten tilstået, at han slog sin mor ihjel i Brædstrup sidste år. Han er blevet dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Manden var sindssyg, da han kvalte moren, har eksperterne i Retslægerådet slået fast.
Det var sønnen selv, der 20. juli sidste år ringede til politiet og fortalte, hvad der var sket.
I Retten i Horsens har manden ifølge anklager Bjørn Dahl Larsen forklaret, at han havde haft flere uoverensstemmelser med moren, men at han alligevel valgte at flytte hjem til hende.
På dagen for drabet var han vred. Han mente, at hun var skyld i, at han havde det fysisk dårligt.
Moren blev 71 år. I forbindelse med fredagens retsmøde er sønnen blevet frakendt arveretten.