Beboerne på lille ø slipper fremover for at køre på genbrugsstation
På Endelave har de mistet deres eneste genbrugsstation. Fremover bliver alt deres affald afhentet hjemme ved dem selv.
Ud over en ny lægeordning får øen Endelave nu også en ny affaldsordning til foråret.
Horsens Kommune, som Endelave er en del af, har nemlig besluttet at skrotte den nuværende containerplads til fordel for en mobil genbrugsplads.
Samtidig skal beboerne til at sortere affald derhjemme.
- Formålet er, at fastboere, turister og sommerhusejere nemt skal kunne komme af med storskrald og byggeaffald. Vi henter al affald hjemme, og ser det som en øget service, siger afdelingsleder hos Affald og Genbrug i Horsens Kommune, Marie Lindberg Tefre.
Lossepladsen kommer til borgerne
I stedet for at køre mod genbrugspladsen, skal øboere, turister og sommerhusgæster fremover sende bud efter den nye mobile genbrugsplads.
På kommunens hjemmeside kan de bestille en afhentning og vælge en dato. Affaldet, der skal stilles ud aftenen inden, bliver herefter fragtet og sorteret i Horsens.
- Som udgangspunkt er det muligt at vælge én dag om ugen. Hvis der senere er behov for at justere, gør vi det, siger Marie Lindberg Tefre.
Den nye ordning skyldes, at der ikke har været nok plads til containere på det nuværende areal.
- Det var ikke en mulighed at forblive på arealet, og det var ikke muligt at finde et nyt sted. Indtil videre har der været en containerplads, der ligger i et flot naturområde. Men der er ikke plads til nok til at sortere affaldet ordentligt.
Mere affaldssortering
Som en del af den nye ordning, skal borgerne også til at sortere i deres affald.
Her skal der sorteres i restaffald, papir og karton, emballage af metal, glas og hård plast. Samtidig får de tilbudt en kompostbeholder.
- Der bliver mange omvæltninger for beboerne på Endelave grundet den Mobile Genbrugspladsordning, og at de skal til at affaldssortere hjemme. Men vi lover at hjælpe dem og tage det stille og roligt. Det er nyt for alle, men vi skal nok finde ud af det.
Ifølge Marie Lindberg Tefre bliver det den samme model, som man kender fra fastlandet, og dermed er mange af øens turister og sommerhusgæster vant til at sortere.
Og med mange andre nye ting, bliver der også fokus på brugernes tilvænning af de to nye ordninger.
- Vi har været i dialog med beboerforeningen. De er kede af at miste deres genbrugsplads, men folk er meget konstruktive og imødekommende over for det nye, vi introducerer. De vil også meget gerne være med til at øge genanvendelsen. Konceptet er udarbejdet med inspiration fra møder med beboerne, siger Marie Lindberg Tefre.