AGF-træner kalder dommer for katastrofe efter udvisning

Træner David Nielsen forstår ikke dommerens udvisning af AGF-anfører Niklas Backman i nederlag til Silkeborg.

Niklas Backman (t.h.) blev vist ud mod Silkeborg - angiveligt for at råbe "hey" ad dommeren. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

AGF-træner David Nielsen langer ud efter dommer Benjamin Willaume-Jantzens udvisning af AGF-anfører Niklas Backman i 1-2-nederlaget til Silkeborg mandag aften.

Da AGF jagtede en udligning, blev svenskeren udvist for brok til stor forundring for både ham selv og for cheftræner David Nielsen.

Læs også Silkeborg sænker AGF for anden gang i sæsonen

- Dommeren turde ikke dømme to straffespark, og så viste han Backman ud for at råbe - det var en katastrofe, siger David Nielsen.

Forsvarsspilleren mener heller ikke, at han gjorde noget forkert i situationen, der fandt sted i kampens 77. minut.

- Jeg råbte "hey" ad dommeren på vejen hjem i forsvaret, og så fik jeg vist mit andet gule kort.

- Det har jeg råbt tusinde gange i sæsonen, men dette var første gang, hvor jeg fik gult for det, siger Niklas Backman.

Jeg tror, at vi ville have vundet kampen, hvis jeg ikke havde fået rødt kort.

Niklas Backman, udvist AGF-spiller

Det andet gule kort faldt i en periode, hvor AGF var i overtal og havde momentum, og derfor ærgrer udvisningen klubbens anfører yderligere.

- Jeg tror, at vi ville have vundet kampen, hvis jeg ikke havde fået rødt kort, siger AGF-spilleren.

Træner David Nielsen vidste efter Silkeborg-kampen ikke, om klubben vil appellere udvisningen, så AGF-anfører Backman muligvis kan deltage i kampen mod Randers torsdag.

Dommer Benjamin Willaume-Jantzen giver rødt kort til AGF's Niklas Backman. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Første halvleg var problemet

Der var også stor forundring blandt Silkeborgs spillere, da Svenn Crone otte minutter inden AGF-udvisningen havde fået direkte rødt kort. Efter kampen ville Silkeborg-træner Kent Nielsen ikke kommentere udvisningen af sin forsvarsspiller.

På grund af frygten for spredning af coronavirus blev mandagens kamp i lighed med rundens andre superligakampe spillet uden tilskuere. Det var AGF ikke godt nok forberedt på, erkender David Nielsen.

- Vi fik sendt en fin besked i anden halvleg, det var første halvleg, der var problemet i kampen, siger David Nielsen, hvis mandskab var nede med 0-2 ved pausen.

Torsdagens kamp mod Randers bliver ligeledes for tomme tribuner. AGF-kant Jakob Ankersen er sikker på, at den sløve første halvleg ikke gentager sig, selv om omgivelserne er lige så triste.

- Jeg håber, at vi viser en trodsreaktion mod Randers. Jeg føler mig lidt skyldig, siger Jakob Ankersen, der misbrugte et par chancer i mandagens nederlag til Silkeborg.