Venstre: Det er lidt for sent at starte havneproces forfra igen
Politiske modstandere af havneudvidelse vil have en diskussion om alternativer nu, men det er lidt sent at begynde på nu, mener Venstre.
- Vi kan se, at vi ikke er alene om ikke at være vanvittigt begejstrede for den udvidelse, vi har befolkningen i ryggen og har også en forventning om at kunne sende det her ud i byrådet og blive imødekommet, siger Metin Lindved Aydin, byrådsmedlem i Aarhus for Radikale Venstre.
Han repræsenterer et af de fire partier i byrådet, der nu kræver, at der bliver nedsat en arbejdsgruppe, som skal komme op med et alternativ til den store havneudvidelse, der ellers er på vej i Aarhus.
Om det betyder at flytte eksisterende virksomheder, som ikke direkte har fingrene i havnebassinerne, væk fra havnen for at give plads til flere containere, at gods læsses af i Grenaa frem for Aarhus, eller der bygges såkaldte dry docks, en form for terminaler uden for Aarhus så god hurtigt kan flyttes fra kajkanten til en mellemstation, forholder Metin Lindved Aydin og de øvrige forslagsstillere sig ikke til endnu, men de vil have undersøgt mulighederne.
Her er forslaget fra de fire partier:
Aarhus byråd nedsætter en arbejdsgruppe med repræsentanter for Aarhus Kommune (BA, MTM), Aarhus Havn, Grenå Havn, foreningen Beskyt Aarhusbugten Nu, andre repræsentative interessentgrupper fra civilsamfundet (Fællesråd og foreninger som DN), repræsentanter for erhvervslivet, Stadsarkitekten, samt evt. andre relevante aktører.
Arbejdsgruppen får til opgave at bearbejde høringsbidragene og organisere udarbejdelsen af et alternativt forslag til at løse Aarhus Havns udviklingsudfordringer inden for scenarierne:
- Ingen udvidelse af det eksisterende havneareal
- udvidelse inden for de eksisterende havneområder
- En anden udvidelse af havnen der i højere grad tager hensyn til miljø, klima og de visuelle effekter/naturoplevelsen.
Borgmesterens Afdeling og Magistratsafdelingen for Teknik og Miljø udarbejder i samarbejde et kommissorium for arbejdsgruppen, som fremsendes til byrådets godkendelse.
Kilde: Forslaget fra Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Radikale Venstre og Enhedslisten
- Erhverv er godt, økonomi er godt og omsætning er godt, for det skal betale vores velfærd, understreger det radikale byrådsmedlem og fortsætter:
- Men det er ikke alt, for hvis man hver gang, der er behov for yderligere areal, bare tager en bid, vil naturen til sidst forsvinde. En del af Aarhus’ og aarhusianernes identitet er Aarhus Bugt, og havnen fjerner man aldrig igen, hvis den store udvidelse bliver etableret, siger Metin Lindved Aydin.
Som at starte forfra igen
TV2 ØSTJYLLAND har kontaktet flere andre byrådsmedlemmer for at høre deres holdning til, at de fire partier nu ønsker det alternativ til udvidelsen.
Venstres Gert Bjerregaard tager imod forslaget.
- Jeg synes, det er et rigtig spændende forslag fra partierne, men jeg forstår også på dem, at de ønsker at starte processen lidt forfra igen. Det synes vi i Venstre umiddelbart virker voldsomt. Forløbet og processen har kørt i fire-fem år nu, og der er brugt rigtig mange ressourcer nu på den her havneudvidelse, både i tid og penge på sagen, siger han.
I Venstre er de lige nu i gang med at læse de mange høringssvar igennem, fortæller Gert Bjerregaard.
- Og vi bruger faktisk vores energi nu på at blive klogere gennem møder med mange af høringsparterne. Vi forventer gennem den møderække og gennemlæsning af de mange høringssvar at kunne komme med vores udmelding om, hvor vi ønsker at gå hen, inden sommerferien, siger byrådsmedlemmet fra Venstre og tilføjer:
- Men vi hælder i Venstre fortsat til en vis udvidelse af havnen.
Nu eller aldrig
Tilbage hos Metin Lindved Aydin, som bemærker, at han længe følte, han i byrådet sad alene med sine holdninger til havneprojektet.
- Men det er ikke længere tilfældet, kan jeg se, siger det radikale byrådsmedlem med henvisning til de øvrige forslagsstillere.
De tæller blandt andre Nye Borgerlige og deres byrådsmedlem Henrik Arens, som forklarer hvorfor partierne netop nu kommer på banen med deres ønske om et alternativ til udvidelse.
- Venter vi til efteråret, hvor vi nok skal behandle forslaget i byrådet, vil vi møde argumentet, at det er for sent at komme med alternativer. Man skal i hvert fald ikke kunne komme og sige, at vi kommer for sent, siger Henrik Arens og bemærker også, at han og de øvrige politikere har hørt de kritiske røster, der har meldt sig det seneste stykke tid.
- Jeg håber, det kan få nogle af de andre partier til at overveje, om det er den rigtige beslutning, og det er da også min fornemmelse, at der er flere, der er blevet usikre på, hvad de mener, siger Henrik Arens.
Væk med virksomheder og bulk
Han hælder selv til flere alternative løsninger.
- Jeg er selv speditøruddannet, og den eneste gang, jeg kan huske, jeg var på havnen, var under uddannelsen, hvor vi var nede og se en container. Der er nogle ting dernede på havnen, også som ikke er så havnerelaterede og derfor ikke behøver at være der, siger byrådsmedlemmet fra Nye Borgerlige og peger også ud af byen i retning af Grenaa.
- Uden at skulle blande mig i ejerforholdene på Grenaa Havn, ville et større samarbejde nok være godt. - Og så hælder jeg til at komme af med det og noget bulk. Fjerner vi bulk fra Aarhus Havn, behøver vi nok ikke at diskutere udvidelse de næste mange år, siger Henrik Arens.
- Og så kan det godt være, der kan blive tale om en mindre udvidelse, hvis det er nødvendigt. Der er jo andre alternativer end at starte med en kæmpe udvidelse. 105 hektar er immervæk meget.
Bulk betegner gods, der transporteres upakket såsom flis og grus.
På linje med tunge herrer
Forslaget fra de fire partier rimer i øvrigt i stor stil på et høringssvar fra to af østjysk erhvervsliv tungere drenge, CEO for Salling Group Per Bank og Arla Foods CEO Peder Tuborgh.
Et høringsforslag som TV2 ØSTJYLLAND tidligere har beskrevet.
Læs hele høringssvaret her
Debatten om udvidelse af Aarhus Havn bør ikke være for eller imod udvikling, hvor man som borger og erhvervsdrivende i byen enten står i den ene eller den anden grøft. I stedet skal der arbejdes på en ny løsning til glæde for byen, borgerne og erhvervslivet.
Og det kan lade sig gøre at finde en løsning, hvor Aarhus Havn kan udvikle sig til gavn for erhvervslivet, borgerne og byen – uden at der inddrages et areal, der svarer til mere end 250 fodboldbaner af Aarhusbugten, som vil ødelægge den fine sammenhæng mellem by, skov og hav, der er unik for Aarhus.
Når der er behov for større arealer til en voksende containeraktivitet, må der søges kompromiser og tænkes nyt for at finde plads. Andre aktiviteter og oplagringspladser må måske flytte fra Aarhus Havn til andre områder i Businessregion Aarhus, så havnen i højere grad fokuserer på absolut havnerelaterede aktiviteter. Samtidig er der muligheder for at udnytte arealer på land langs E45, i industriområder syd for centrum og der kan samarbejdes med Grenå Havn.
Det er vigtigt for erhvervslivet at kunne eksportere og modtage varer – men det er lige så vigtigt, at kunne tiltrække dygtige medarbejdere. Og et af de største aktiver, når det gælder tiltrækning af nye medarbejdere, er Aarhus’ nærhed til både skov og vand, som derfor er en kvalitet vi som virksomheder ønsker at fastholde til gavn for vores arbejdspladser og engagement i byen i øvrigt. Aarhusbugten bruges hver dag af tusindvis af borgere og rigtig mange af vores ansatte. Strandlinjen og vandet fra Tangkrogen til Ballehage er en helt unik perle for vores by, som omtales og anerkendes af vores medarbejdere og nationale såvel som internationale kunder og samarbejdspartnere. Denne perle må ikke gå tabt på grund af en havneudvidelse.
Vi vil derfor opfordre Aarhus Byråd til at stemme nej til den foreslåede havneudvidelse og i stedet nedsætte en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Aarhus kommunes arealudvikling, erhvervslivet, Aarhus Havn, Grenå Havn og foreningen Beskyt Aarhusbugten. Denne gruppe vil rumme de forskellige interessefelter og have kompetencer indenfor arkitektur og havnedrift. Herved kan der findes en ny og bedre løsning.
Med venlig hilsen
Per Bank, CEO Salling Gruop
Peder Tuborgh, CEO Arla Foods
Metin Lindved Aydin afviser, at de fire partier har koordineret deres udspil med andre.
- Vi har ikke koordineret noget med nogen. Vi har som selvstændige politiske partier forfattet det her, men at Arla og Saling reagerer som noget af det tungeste erhvervsliv i Aarhus, betyder jo, at vi har erhvervslivet i ryggen, siger Metin Lindved Aydin.