Strand dækket af mærkelige kugler
Stranden ved Risskov er i øjeblikket fyldt med en masse brune lernødder.
De er egentlig beregnet til for eksempel isolering eller blomsterbede, men de brune lerkugler fra firmaet Leca har fundet vej til stranden nord for Aarhus.
- De er spildt ved Aarhus Havn i forbindelse med byggeriet af den nye færgeterminal på Østhavnen og er så drevet med havstrømmene nordpå til Risskov, siger Nikolaj Kruse, geolog ved Aarhus Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.
Leca-nødderne er baseret på ler, som er et naturligt materiale.
Lerkuglerne har ligget på stranden siden i går og vil med tiden gå i opløsning, når de bliver våde.
Men byggefirmaet, der har stået for spildet, sørger nu for at få ryddet op.
- MT Højgaard har lovet, at de vil sende et firma ud for at fjerne nødderne. Så på mandag skulle der gerne være ryddet op, siger Nikolaj Kruse, geolog ved Aarhus Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.