Sort skimmel, fedt og skidt: Ølbar får endnu en bøde
Aarhusianske Highlanders Bar har ikke haft styr på hygiejnen ved tre ud af de fire seneste besøg fra Fødevarestyrelsen.
Der er store problemer med rengøringen hos Highlanders Bar på Mindebrogade i det centrale Aarhus, og har været det længe. Det fremgår af de seneste besøg fra Fødevarestyrelsens kontrollanter.
Ved det seneste besøg den 5. december fik baren bøder på 10.000 kroner for manglende rengøring og for ikke at have et særskilt fryserum til kød og andre frostvarer.
- Indvendig i isterningmaskinen er der rødlige og sorte skimmellignende belægninger omkring lameller, skriver Fødevarestyrelsen i den seneste kontrolrapport fra stedet.
- Fliser bag ovn og friture har gullige og fedtede belægninger, samt omkring elinstallationen er der fedt og skidt. Gulvet i baren og i køkkenet er klistret og fedtet med sorte belægninger, står der videre.
Erkender og beklager fejl
Også ved et tidligere besøg har stedet ikke haft styr på rengøringen, og ved tre ud af de seneste fire kontrolbesøg har Fødevarestyrelsen haft indskærpelser over for baren.
Det betyder nu, at Highlanders Bar har en sur smiley, og stedet får ligeledes to gebyrbelagte opfølgende kontrolbesøg.
Indehaveren Karl Maynard erkender over for TV2 ØSTJYLLAND, at der ikke har været gjort ordentligt rent. Baren blev ifølge ham ved seneste besøg ramt af, at den daglige leder var syg.
- Det var en klar fejl fra vores side, at isterningmaskinen ikke var ren. Den er ikke nem at rengøre, men vi skal have kigget på vores procedure for rengøringen af den fremover, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Skal have særskilt fryserum
Highlanders Bar har fået kritik for en snavset isterningmaskine tidligere, og dengang udskiftede Karl Maynard den.
Et andet kritikpunkt går på, at baren i kælderen har opbevaret frosne fødevarer som burgerbøffer i et rum, der ifølge Fødevarestyrelsen ikke var egnet til opbevaring af mad.
- I kælderen ved afløbsrist er der hul af 3 x 3 cm, som ikke er sikret mod skadegøre. Kælderen har flere steder huller ind til hulmuren, lyder det fra Fødevarestyrelsen i rapporten.
Derfor har Highlanders ejer både ved seneste besøg samt besøget gangen før blevet pålagt at lave et særskilt fryserum.
Vil ikke servere mad længere
Noget som Karl Maynard ikke ønsker, da det er for dyrt.
- I stedet tager vi nu konsekvensen og vil ikke servere mad længere, på nær når vi har særlige arrangementer. Til dem placerer vi en mindre fryser i køkkenet, siger indehaveren til TV2 ØSTJYLLAND.
Han undrer sig dog samtidig over, at opbevaringen af kødet i kælderen ifølge ham ikke har været et problem i flere år.
- Pludselig er det et problem, og jeg føler, at kontrollanterne finder nye ting, som er forkerte hele tiden.
Den diskussion kan han så tage med Fødevarestyrelsens udsendte, når de inden længe kommer forbi til det første af to opfølgende kontrolbesøg.