Så skete det igen – personbil i sammenstød med letbanetog
En personbil er søndag middag kollideret med et letbanetog. Det oplyser Østjyllands Politi.
En personbil og et letbanetog er søndag over middag kørt sammen ved krydset på Oluf Palmes Allé i Aarhus.
Det oplyser vagtchefen ved Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Politiet fik anmeldelsen om sammenstødet klokken 12:45.
- Hvordan det er sket, ved vi endnu ikke, men vi er ved at undersøge det, siger vagtchefen Bo Christensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Politiet ved endnu ikke, hvem eller hvor mange personer der er involveret i uheldet, men ifølge deres oplysninger, er der ingen, der er kommet til skade.
- Der er umiddelbart ingen tilskadekommen, men der er sendt en ambulance til stedet, siger Bo Christensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Personbilen, der kolliderede med Letbanen, har siddet fast i et rækværk, som den blev klemt op i ved sammenstødet. Den er nu blevet fjernet.
Ændring i køreplan
På grund af uheldet køres der for øjeblikket ikke på L2 mellem Aarhus H og Århus Universitetshospital. Det oplyser Midttrafik på deres hjemmeside.
Fra kl. 14.15 vil der køre erstatningsbusser på strækningen, oplyser de.
Alternative rejsemuligheder kan ses på www.rejseplanen.dk
Flere ulykker med Letbanen
For under en måned siden var et letbanetog også involveret i en ulykke.
Her fandt ulykken sted omkring krydset mellem Nørrebrogade og Kystvejen ved Navitas i Aarhus C.
Hverken letbaneføreren eller den kvindelig bilist, som førte personbilen, kom noget alvorligt til.
Den 5. marts gik det også galt. Her kørte en 35-årig bilist sammen med letbanetoget ved en overkørsel i Odder på Aarhusvej.