Parti vil have brug af private leverandører af hjemmepleje gransket
Socialistisk Folkeparti i Aarhus efterspørger også en vurdering af, om Berit's Hjemmepleje fortsat skal være godkendt til at levere hjemmepleje i Aarhus Kommune.
Socialistisk Folkeparti i Aarhus lægger nu op til en diskussion om, hvorvidt Aarhus Kommune fortsat skal gøre brug af private hjemmeplejefirmaer.
Udmeldingen kommer, efter Styrelsen for Patientsikkerhed lukkede det private hjemmeplejefirma Berit’s Hjemmepleje fredag – blandt andet på grund af problemer med borgernes trivsel og rehabilitering.
Udover en diskussion efterspørger partiet ligeledes en vurdering af, om Berit’s Hjemmepleje fortsat skal være godkendt til at levere hjemmepleje i Aarhus efter Styrelsen for Patientsikkerheds påbud.
Kalder det rystende læsning
Begrundelserne for lukningen af Berit’s Hjemmepleje er nemlig ifølge byrådsmedlem og medlem af Sundheds- og Omsorgsudvalget i Aarhus Kommune, Jan Ravn Christensen, rystende læsning.
Blandt andet indgår der beskrivelser om for mange fejlmedicineringer, at borgerne ikke respekteres i eget hjem, og at der ikke bliver observeret eller dokumenteret, når borgernes almene tilstand forandres.
- Beskrivelserne er rystende. Der er virkelig mange lag i det her påbud, som jeg er rystet over. Det er lidt som om, den ene hånd ikke ved, hvad den anden laver, siger Jan Ravn Christensen (SF) til TV2 ØSTJYLLAND.
Kræver ændring af loven
Som det er nu, er det en del af lovgivningen, at kommuner skal tilbyde borgere, som kræver hjemmepleje, et frit valg mellem kommunal eller anden leverandør af hjemmepleje.
Men det mener Socialistisk Folkeparti i Aarhus ikke bør fortsætte efter en sag som denne.
- Det er absurd, at der er en lovgivning, som skal tilgodese private firmaer, som bagefter kan tage profit ud af en opgave, som er sundhedsvæsenets. Det synes jeg er grundlæggende forkert, når man ikke har mulighederne for at levere, siger Jan Ravn Christensen (SF) og fortsætter:
- Det duer ikke, at man sender ufaglærte ud, som ikke har de faglige kompetencer til at udføre arbejdet. Professionalismen er simpelthen for lav.