To bilbrande i nat - en af bilerne var stjålet
Politi og brandvæsen blev natten til tirsdag kaldt ud til en brand i Mejlby og en i Aarhus Vest. Politiet formoder, at begge brande var påsat.
Klokken 00:58 fik Østjyllands Politi den første anmeldelse om en bilbrand nord for Aarhus, og kun 11 minutter senere fik de endnu en anmeldelse.
Første sted, de kom ud til, var Kaløvej i Mejlby.
- Det var en bil, som nåede at brænde helt ud, inden brandvæsenet fik slukket ilden. Ingen personer kom til skade, men der var heller ingen personer til stede. Det er en stjålet bil, fortæller Jacob Christiansen, der er pressemedarbejder hos Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
Anden bilbrand fandt sted på Rymarken i Aarhus V, hvor der heller ikke var nogen personer til stede.
Stort flammehav
- Den var fuldstændig overtændt, så hvordan det er startet, ved jeg ikke, men det er sjældent, det starter selv om natten. Det var et stort flammehav, siger brandmester Claus Olsen fra Østjyllands Brandvæsen.
Selvom der kun var elleve minutter imellem de to brande, hænger de ifølge politiet ikke nødvendigvis sammen.
- Det er ikke vores formodning, at de hænger sammen. Men det kan ikke afvises. Vi kan ikke sige, hvad motivet er, men vi formoder at begge to er påsatte, siger pressemedarbejder Jacob Christiansen og tilføjer, at politiet gerne høre fra vidnet, og at de nu begynder efterforskningen.
Ejeren af den stjålne bil har fået besked.
Ved du noget?
Ring til Østjyllands Politi på 114.