44-årige Trine har været forsvundet i en uge: Politiet søger hjælp
Østjyllands Politi efterlyser en 44-årig kvinde, der har været forsvundet siden sidste fredag.
Politiet beder nu offentligheden om hjælp til at finde en forsvunden kvinde. Den 44-årige Trine Knudsen er ikke set, siden hun forlod sin bopæl i Viby syd for Aarhus d. 22. november.
De pårørende er blevet mere og mere bekymrede for hende, og derfor har du nu involveret Østjyllands Politi, som har efterlyst kvinden.
- Det er usædvanligt, at hun har forladt sin bopæl i sidste uge, og så ikke er set siden. Det plejer hun ikke at gøre. Derfor er de pårørende bekymrede, og vi søger nu offentlighedens hjælp, siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Morten Hansen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Politiet har ikke mange spor at gå efter.
Ikke nedtrykt
- Hun har ikke en telefon med, vi kan spore. Vi har mere eller mindre kun bopælen i Viby at arbejde ud fra. I det område må folk gerne tjekke haver og skure, for om hun kunne være der, siger vagtchefen.
Trine Knudsen beskrives som 165-168 centimeter høj, almindelig af bygning, og hun bruger kraftige, brune briller.
- Hun skulle ikke have forladt hjemmet i nedtrykt tilstand, men det er klart, at det er bekymrende, man ikke har hørt fra hende så længe, siger Morten Hansen.
Hvis du har set kvinden, eller på anden måde kan hjælpe politiet med at finde hende, vil de meget gerne høre fra dig på telefon 114.