23-årig trodser Coronakrise: Åbner ny café med succes

Restaurationsbranchen har lidt under nedlukningen af Danmark. Alligevel slog 23-årige Nanna Hansen i juni for første gang dørene op til sin nye café i hjertet af Aarhus.

01:55

VIDEO: Med et bankende hjerte åbnede Nanna Hansen sin lille café kort tid efter genåbningen af restauranter og caféer i Danmark. Men det gik over al forventning.

Nanna Hansen arbejdede som leder i en klatreklub, da det kom hende for øre, at hendes yndlings veganske café i Aarhus stod til at lukke.

- Jeg synes, det var synd, at den stod til afståelse, og det var ikke påbudt, at de nye ejere også skulle drive en vegansk café, fortæller Nanna Hansen.

Derfor valgte hun at sadle om og uden nogen form for erfaring indenfor branchen, købte hun de små lokaler i Studsgade for at køre stedet videre i samme ånd, under det nye navn Café Harepus. Hun stod til at overtage stedet allerede i starten af året, men så kom Corona, og åbningen blev udsat indtil det igen var tilladt at gå på restaurant og café.

- Mine tanker inden gik på, om folk ville vælte ud af deres hjem, fordi de var trætte af Corona og trængte til kaffe og kage. Eller om de ville være forsigtige, og jeg ville stå uden kunder, siger Nanna Hansen.

Hvad gør man så, når man pludselig ikke kan åbne? For Nanna Hansen var svaret forberedelse. Hun brugte næsten alt sin tid på at bage diverse veganske kager, og delte dem ud til familie og venner i jagten på at perfektionere sine opskrifter.

Nanna Hansen har ikke drevet en café før, men har hentet hjælp hos sine forældre, der begge er iværksættere. 

Desuden fik hun lokalerne sat i stand, skaffet leverandører og ikke mindst sammensat en vegansk menu med alt lige fra kaffe og kage til sandwich og brunch. Den 9. juni kunne hun endelig slå dørene op, og åbningen gik, på trods af de svære betingelser, over al forventning.

- Den første uge gik det rigtig godt, men den anden uge, der var der så stille i caféen, at jeg tænkte, 'Nanna, hvad har du kastet dig ud i?’ Men så vendte det, og nu går det helt vildt godt, fortæller Nanna Hansen.

Læs også Mundbind ankommer til Aarhus: Her kan du købe dem

Fremtiden er stadig usikker

Restaurationsbranchen har været særlig hårdt ramt under Coronakrisen på grund af de mange restriktioner, der skal mindske smittespredningen i Danmark. Blandt andet er kapaciteten på restauranter og cafeer landet over kraftigt decimeret.

Selvom der hen over sommeren har været travlt i Café Harepus, så kan det stadig mærkes, at der kun må være et lille antal kunder ad gangen. 

- Jeg har været påvirket af Corona på den måde, at jeg har et begrænset antal siddepladser i caféen. Jeg må kun have fem inde, og nogle gange går folk videre, fordi der ikke er plads, forklarer Nanna Hansen.

Læs også Sommervarmen trækker mange ud i solen – men politiet melder om god afstand

22 procent af restauranterne i Danmark frygter at måtte lukke i løbet af de kommende måneder på grund af de økonomiske tab restriktionerne har medført. Det viser en undersøgelse foretaget af Danmarks Statistik.

Det er dog ikke kun Nanna Hansen og hendes nye café, der har haft en god sommer.

- Sommeren i Østjylland har været rigtig god, mange danskere har rejst rundt i landet, og de lokale bruger også stadigvæk penge på restauranterne, forklarer Jakob Beck Wätjen, der er regionsformand for Horesta i Midtjylland.

Alt i caféen er plantebaseret.

Men selvom sommeren har givet anledning til brede smil, så frygter han stadig for fremtiden. Det skyldes, at regeringens hjælpepakker står til at udløbe i slutningen af august, imens alt tyder på, at restriktionerne fortsætter længere endnu. Jakob Beck Wätjen forudsiger, at kombinationen af vedvarende restriktioner og ingen lønkompensation kan blive dødsstødet for mange østjyske restauranter og caféer.

- Hvis du kigger på konkurstallene i vores branche indtil nu, så ligner de et normalt år. På den måde har hjælpepakkerne været inde og støtte virksomhederne, men spørgsmålet er nu, om vi vil se en masse konkursbegæringer i slutningen af august, når hjælpepakkerne løber ud, siger Jakob Beck Wätjen.

Færre kunder og flere medarbejdere

Nanna Hansen har ikke haft mulighed for at benytte sig af regeringens støtteordning som nyetableret virksomhed. Alligevel har hun allerede haft et overskud, der har gjort det muligt at ansætte to ekstra medarbejdere i sin café, så hun nu kan holde åbent alle ugens syv dage.

Selvom Nanna Hansen forventer færre kunder i caféen efter sommerferien, så er hun på jagt efter yderligere to nye medarbejdere, så hun kan nøjes med at arbejde 50 timer om ugen i selve caféen. Derved får hun mere tid til såvel kontorarbejde som socialt samvær med venner og familie.

- Jeg regner med, at der kommer færre kunder efter sommerferien, nu begynder folk igen på arbejde, og så har de ikke tid til at spise brunch onsdag formiddag. Men jeg har fået nogen faste kunder, og så håber jeg på det bedste i fremtiden, siger Nanna Hansen.

Læs også Plejehjemsbeboer smittet med covid-19 i Aarhus

Restauranterne landet over er stadig underlagt Coronarestriktioner og endnu ikke tilbage til fuld kapacitet. Forhandlingerne, om hvorvidt regeringens hjælpepakker til branchen skal forlænges, vil starte i slutningen af august.