Kaotisk koncert: - Der var så proppet
Folk masede og skubbede, og flere blev smidt ud fra koncerten i Tivoli Friheden fredag aften, fortæller Alma Krabsen Laursen, der var til stede.
Fredag gik Artigeardit og Lamin på scenen til Fed Fredag i Tivoli Friheden i Aarhus.
19-årige Alma Krabsen Laursen fra Herskind stod klar inde i menneskemængden med en gruppe veninder, men allerede inden koncerten startede måtte de rykke uden for indhegningen til koncerten.
- Det var så proppet, der kunne reelt ikke være flere mennesker derinde, siger Alma Krabsen Laursen.
Følte sig klemt og mast
En halv time inden koncerten startede, rykkede hun og veninderne hen på en bakke i Tivoli Friheden, hvor der var mere plads, fordi de følte sig klemt og mast.
- Flere af mine veninder synes, det var ubehageligt at være der, og to af dem blev rigtig kede af det, siger Alma Krabsen Laursen.
Hun fortæller, at vagterne havde travlt, og at flere blev taget væk fra koncertområdet af vagterne.
Flere blev smidt ud
Det fortæller Christian Søgaard også. Han er far til en 15-årig dreng, som var til stede under koncerten. Christian Søgaard holdt i sin bil udenfor Tivoli Friheden i tilfælde af, at sønnen skulle få brug for ham, da det var en af sønnens første koncerter.
- Halvvejs inde i koncerten ringede min søn og fortalte, at han var blevet smidt ud, og han var rigtig ked af det, siger Christian Søgaard.
Tip os
Hvordan oplevede du koncerten?
Sønnen fortalte ham, at han havde forsøgt at skabe plads rundt om en pige, der fik det dårligt, da han pludselig blev ført væk af en vagt. Christian Søgaard mødte sin søn udenfor Tivoli Frihedens hegn, hvor der også stod andre, som var blevet smidt ud.
- Den ene efter den anden blev smidt ud. Det virkede mærkeligt, fordi folk stod stille og roligt og var meget uforstående over, hvorfor de blev smidt ud. Det virkede som om, at vagterne var dem, der var mest opildnede, siger Christian Søgaard.
Fik ingen forklaring
Han fortæller, at han snakkede med flere af dem, som var blevet smidt ud, og at vagterne ikke ville forklare, hvorfor de blev smidt ud. Det virkede uprofessionelt, og det lignede, at vagterne havde mistet overblikket, fortæller Christian Søgaard.
- Det er jo fair nok, hvis de havde brug for at smide nogen ud for sikkerhedens skyld, men det sagde de ikke noget om, siger Christian Søgaard.
Du var jo ikke inde til koncerten, kan det ikke være, at der var en god grund til, at din søn blev smidt ud?
- Jeg kan ikke vide, hvad min søn har gjort, det eneste jeg ved er, at jeg har haft en snak med ham inden om, hvordan man opfører sig til en koncert. Jeg synes, man burde få at vide, hvorfor man bliver smidt ud, siger Christian Søgaard.
- Koncerten forløb rigtig fint
TV2 Østjylland har talt med Henrik Ragborg Olesen, direktør i Tivoli Friheden, og han fortæller, at koncerten forløb, som den skulle.
- Den type koncert, der var i går, kalder vi ungdomskoncert, og der er mange, der ikke er i en tilstand, hvor de er gode til at være til koncerter, siger Henrik Ragborg Olesen og tilføjer også:
- Koncerten forløb rigtig fint. Vi havde 13.000 mennesker inde, og det er noget under det, vi kan og må, men netop på grund af typen af publikum ville vi ikke have flere ind, da sikkerheden skal være i orden, siger Henrik Ragborg Olesen.
Han kan ikke sige, hvor mange der blev smidt ud fra koncerten.
- Der kan sagtens være begået en fejl, men generelt har vi ikke nogen interesse i at smide folk ud, der opfører sig ordentligt.
Hvis folk føler sig utrygge, har I så ikke lukket for mange ind?
- Der var lige det antal, vi mente, vi kunne styre i går, og det er vi egentlig godt tilfredse med. Hvis nogen er utrygge, kan de kontakte vagterne, siger direktøren.
Reservationssystem vækker vrede
Selvom Alma Krabsen Laursen synes selve koncerten var god, mener hun, at der var for mange mennesker.
- Jeg synes, der er flere ting, der kunne være gjort anderledes, siger Alma Krabsen Laursen.
TV2 Østjylland har tidligere fortalt om en lang række unge, som var sure over, at de ikke kunne komme ind til koncerten, selvom de havde købt sæsonkort for at kunne komme med til forlystelsesparkens koncerter. Det var tilfældet for Alma Krabsen Laursen, men hun fik efterfølgende billetter.
Tivoli Friheden har indført reservationssystem ved fire af parkens 27 koncerter i år. Det sker i de tilfælde, hvor de forventer ekstraordinært mange gæster.
Det betyder, at man ikke kan være sikker på at få plads, selvom man har købt et sæsonkort.
Tivoli Friheden har beklaget, at vilkårene for at få plads til koncerter ikke fremgår tydeligt nok. Direktøren mener dog ikke, at der er tale om noget stort problem.