Direktør er færdig: Problemer har stået på i flere år, viser rapport
Omkring halvdelen af medarbejderne i konsulentafdelingen oplever, at ledelsestilgangen skaber utryghed og frygt, viser en ny rapport.
Det dårlige psykiske arbejdsmiljø i Erhvervshus Midtjylland har stået på i flere år.
Sådan lyder konklusionen i den rapport, som det eksterne konsulentfirma Komponent har lavet.
Rapporten er udarbejder, efter at 21 nuværende og tidligere medarbejdere i februar 2024 skrev bekymringsbreve direkte til erhvervshusets bestyrelse, hvor de anklagede den øverste ledelse for at være skyld i det dårlige psykiske arbejdsmiljø.
I rapporten står der "problemer med det psykiske arbejdsmiljø i Erhvervshus Midtjylland har eksisteret flere år."
En af de medarbejdere var Nathalie Korsholm, som efter fyringen af Erik Krarup siger, at bestyrelsesformanden ikke har taget problemer seriøst nok og mener, at det er under al kritik.
Direktør færdig
Fredag meddeler Erhvervshus Midtjylland, at Erik Krarup er færdig som direktør i erhvervshuset efter alvorlige problemer med det psykiske arbejdsmiljø.
- Det smerter mig at konstatere, at for mange medarbejdere i for lang tid har lidt under kritisable arbejdsforhold, siger formand for Erhvervshus Midtjylland Ib Lauritsen (V), der er borgmester i Ikast-Brande Kommune, i en pressemeddelelse.
Hvad er Erhvervshus Midtjylland?
Der ligger erhvervshuse placeret rundt i hele landet. Erhvervshus Midtjylland rådgiver hvert år over 5000 virksomheder.
Erhvervshus Midtjylland er offentligt finansieret. Pengene kommer fra de 19 kommuner, der er i Region Midtjylland. I alt får de 41,679 millioner kroner-
De har kontorer i Aarhus, Horsens og Herning, hvor i alt cirka 75 ansatte er beskæftiget.
Siden 2007 har direktør Erik Krarup været i spidsen for det hele.
Kilde: TV MIDTVEST
Utryghed og frygt
I Komponents rapport står der, at "omkring halvdelen af medarbejderne i konsulentafdelingen oplever, at ledelsestilgangen skaber utryghed og frygt".
Samtidig fortæller omkring halvdelen i konsulentafdelingen, at 'det primære fokus på mikromanagement og kontrolledelse opleves som manglende tillid til medarbejderne'.
Til sidst i rapporten står der også, at 'et flertal af konsulenterne oplever, at frygten for krænkende handlinger negativt påvirker deres trivsel.'
I forlængelse af det konkluderer Komponent, at 'udfordringerne kræver ekstraordinære ændringer af kultur via ændringer i organisationen.'
Dette har nu resulteret i fyringen af direktør Erik Krarup.
Erhvervshus Midtjylland oplyser, at der nu sættes gang i en stribe initiativer, der skal medvirke til at genskabe et godt psykisk arbejdsmiljø.
- Der er behov for handling på flere fronter samtidig for at nå til en situation, hvor det igen er trygt og godt for medarbejderne at gå på arbejde, siger Ib Lauritsen (V).
Her er initiativerne
Der etableres en ny samarbejdsorganisation med en forretningsorden, der understøtter et tillidsfuldt og tæt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere.
Der etableres en ny arbejdsmiljøorganisation med repræsentanter fra alle fysiske arbejdspladser.
Der etableres en ny whistleblowerordning, så medarbejderne får mulighed for at indberette anonymt til en ekstern part.
Der skal øjeblikkeligt udarbejdes en konkret handleplan for genetablering af et godt psykisk arbejdsmiljø i hele organisationen.
Der tilknyttes øjeblikkelig ekstern bistand, der kan varetage den midlertidige ledelse af Erhvervshus Midtjylland og stå i spidsen for arbejdet med at genoprette det psykiske arbejdsmiljø, indtil en ny direktør er ansat.
Der oprettes et tilbud, hvor alle medarbejdere efter ønske kan få hjælp og støtte til igen at trives på arbejdspladsen.
Erhvervshus Midtjylland
TV MIDTVEST og TV2 Østjylland arbejder på at få en kommentar fra bestyrelsesformand Ib Lauritsen. Det har endnu ikke været muligt.