Politiet har droppet sag om bombetrussel mod banegården
Drengene havde ifølge politiet ikke tænkt nærmere over konsekvenserne ved deres handling.
Tre mindreårige drenge slipper for at have mere med politiet at gøre i en sag, der handler om bombetrusler mod banegården i Aarhus.
Det skyldes, at det simpelthen ikke er en sag for politiet men derimod for de sociale myndigheder, når der er tale om børn, som overtræder straffeloven.
Det oplyser Nordjyllands Politi til TV2 Østjylland.
Det var torsdag 14. december 2023 om formiddagen, at telefonen pludselig ringede hos McDonald's på Banegårdspladsen. Det er uvist, hvad der præcist blev sagt, men i hvert fald har den ene af drengene givet en medarbejder det klare indtryk, at der var placeret en bombe eller lignende i området, hvorfor der blev slået alarm.
Kort efter væltede det frem med politibiler i hele området omkring banegården, hvor alt blev spærret af, mens betjente i grønne dragter afsøgte området med specialtrænede hunde.
Det lykkedes hurtigt politiet at finde ud af, at truslen var kommet fra en telefon tilhørende en dreng i Nordjylland.
Betjente kørte ud til drengens skole, og han erkendte med det samme, at han havde ringet sammen med to jævnaldrende kammerater uden at tænke nærmere over det.
- Vi fik talt sammen om alvoren. Der var tale om en tankeløs handling begået i skolens frikvarter af tre drenge, der ikke havde gjort sig begreb om konsekvenserne, udtalte efterforskningsleder Kenneth Rodam fra Almen Efterforskning ved Nordjyllands Politi efterfølgende til TV2 Østjylland.
Efter et par timer blev afspærringerne derfor ophævet, og folk kunne igen strømme ind i den travle ankomsthal.