Sundhedssektor i fare for at løbe tør for håndsprit og masker

Lægemiddelstyrelsens direktør Thomas Senderovitz tager situationen "meget alvorlig".

Brug vand og sæbe frem for håndsprit, hvis du kan, lyder det fra Lægemiddelstyrelsen. Det er lige så effektivt. Foto: TV 2

I samarbejde med tv2.dk

Sundhedssektoren risikerer at løbe tør for værnemidler, hvis ikke der spares mere.

Det siger Thomas Senderovitz, direktør i Lægemiddelstyrelsen, til TV 2.

Der er blandt andet risiko for mangel på håndsprit, ansigtsmasker og visirer.

Læs også Kunder troede, der var vand i spritdunk - men de kan være helt trygge, siger supermarked

- Vi tager situationen meget alvorligt, og vi arbejder konstant på at skaffe værnemidler til det danske sundhedsvæsen, Thomas Senderovitz, som erkender, at der en reel risiko for at stå i en mangelsituation.

- Vi kan risikere, at der ikke altid er håndsprit nok eller at man på anden måde skal spare, for eksempel på brugen af ansigtsmasker, men vi må ikke gå på kompromis med sikkerheden, siger direktøren.

Spare uden at gå på kompromis

Selv om man skal forsøge at spare, skal man ikke gå på kompromis med sikkerheden, understreger styrelsen samtidig.

Lægemiddelstyrelsen er i øjeblikket i kontakt med danske virksomheder for at skaffe flere værnemidler fra udlandet, der kan transporteres hurtigt til Danmark, og for at sætte gang i yderligere produktion af værnemidler herhjemme.

Vi må ikke gå på kompromis med sikkerheden.

Thomas Senderovitz, direktør, Lægemiddelstyrelsen

At skaffe værnemidler fra udlandet er dog svært på grund af massiv efterspørgsel kloden rundt.

Til gengæld er der håb om, at danske virksomheder byder ind.

- Vi har et tæt samarbejde med danske virksomheder og det er enestående at mærke, hvordan der arbejdes på løsninger, siger Thomas Senderovitz.

Læs også Hospitalsdirektør forarget: Tyv byttede sprit ud med vand

Risikoen ved mangel på værnemidler er blandt andet, at sundhedspersonalet, herunder især ældre medarbejdere, kan smittes og dermed må sættes i karantæne.

Brug vand og sæbe frem for håndsprit, hvis du kan, lyder det fra Lægemiddelstyrelsen.

Det er lige så effektivt, og på den måde sparer man på håndspritten.