Søndag byder på regn og rusk - vindstød kan nå stormstyrke
Søndagsvejret kommer generelt til at stå i skarp kontrast til lørdagens pæne vejr.
Der er dømt gedigent indendørsvejr søndag, når et frontsystem med udbredt regn og blæst skal passere Danmark fra vest.
Beauforts vindskala - inddelingen af vindstyrker i Danmark
I Danmark benyttes vindbetegnelser i henhold til den internationale Beaufort-skala.
Orkan: >32,6 m/s
Stærk storm: 28,5-32,6 m/s
Storm: 24,5-28,4 m/s
Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
Kuling: 13,9-17,1 m/s
Hård vind: 10,8-13,8 m/s
Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
Let vind: 3,4-5,4 m/s
Svag vind: 1,6-3,3 m/s
Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
Stille: <0,3 m/s
Allerede natten til søndag blæser det op over den vestlige del af landet, og samtidig breder et større regnvejr sig ind over Jylland fra Nordsøen.
Det betyder, at det allerede fra morgenstunden vil regne i stort set hele Jylland, mens man fortsat vil opleve tørvejr på Fyn, Sjælland og Bornholm.
Der går dog ikke mange timer, førend regnen har bredt sig yderligere mod øst, så der om formiddagen en overgang nærmest vil være silende regnvejr i hele landet.
Ud på eftermiddagen, inden solen går ned, er der en lille mulighed for at se lidt til den lavtstående decembersol i den vestlige del af Jylland, mens det fortsat vil regne mod øst.
Radar - nedbør i Danmark lige nu
Se radar for nedbør i hele Danmark i form af regn, sne eller slud. Vores online vejrkort viser, hvordan nedbøren har bevæget sig de seneste tre timer.
Vindstødene kan nå stormstyrke
Det udbredte regnvejr bliver ledsaget af kraftig blæst, når vinden tiltager på forsiden af frontsystemet. Det mærker man også allerede natten til søndag, hvor vindstødene langs den sydlige del af den jyske vestkyst efterhånden kan nå stormende kuling, hvilket er niveauet lige under storm.
Vinden ventes at kulminere søndag morgen, hvor der en overgang i Vadehavet kan forekomme vindstød af stormstyrke.
Senere på formiddagen kan der også komme enkelte vindstød af stormstyrke i Bælthavet og den sydlige del af Kattegat, inden vinden efterhånden aftager.
I resten af landet bliver det også meget blæsende, selvom vindstødene ikke vil nå storm. Over land kan vindstødene nå hård kuling eller måske endda stormende kuling.
Blæsende periode fortsætter
Søndag bliver blot én blandt mange blæsende dage.
Fredag nåede vindstødene storm tre steder, lørdag har vindstødene nået stormende kuling enkelte steder, og kigger vi ind i næste uge, så kan der komme vindstød af stormstyrke både mandag, tirsdag og onsdag.
Risikoen for regulær storm i løbet af den næste uge er 26 procent.