Grå og regnfuld onsdag – flottere vejr forude
Efter flere måneder domineret af våde og blæsende lavtryksvej, er der nu højtryk på vej.
Onsdag bliver grå, og der kommer regn stort set over hele landet. Men så skifter vejret, og vi kan se frem til en længere periode med flottere vejr. Det vil sige mere blå himmel, mere sol og mindre blæst. Til gengæld bliver det også koldere.
Onsdagens regn bliver ikke voldsom målt i millimeter, men den vil ramme stort set over hele landet.
- Regnen skal ned over Danmark, og den skal ned over os alle sammen. Det er ikke fordi, det er store mængder, men den kommer. I forbindelse med fronten bliver det også blæsende med hård vind, måske endda op til kulingstyrke, fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Lone Seir.
Både før og efter fronten er der chancer for at se solen.
- Nogle steder kan der have været mulighed for at se solopgangen, mens det vil være muligt at se solnedgangen nogle andre steder, siger Lone Seir.
Fra lavtryk til højtryk
Temperaturerne kommer op på ni-ti grader i løbet af onsdag, inden vi de kommende dage går over i en koldere vejrtype. Skiftet skyldes, at vi efter en meget lang periode med lavtryk, nu går over til højtryksvejr.
Gennem vinteren er det ene lavtryk efter det andet rullet ind over Danmark fra Nordsøen. Lavtrykkene har bragt fugtig og for årstiden relativ varm luft ind over land, hvor de har resulteret i den varmeste og næstvådeste vinter målt i Danmark nogensinde.
Efter onsdag er den mange måneder lange lavtryksperiode brudt, og alt tyder på længere tid med højtryksvejr. I hvert fald den kommende uges tid og muligvis længere endnu, selvom prognoserne er mere usikre længere fremme.
Læs også:
Det kommende højtryksvejr er på dette tidspunkt af året lig med relativt koldt, men klart vejr. Var det kommet for nogle måneder siden, havde det betydet vinterligt vejr. Nu betyder det bare et meget klart, lysere vejr med kig til den blå himmel og meget mindre blæst.