Plejeforældre i chok over tvangsfjernelse: Vores verden brød sammen
Et par i Silkeborg forstår ikke, hvorfor Slagelse Kommune har valgt at fjerne en femårig dreng, der har boet hos dem, siden han var et år.
Jane og Preben Hansen fra Silkeborg blev for fire et halvt år siden plejeforældre til et søskendepar - en pige på tre og en dreng på et år.
Men nu er det slut.
Onsdag hentede medarbejdere fra Slagelse Kommune de to børn og efterlod plejeforældrene i chok.
- Vores verden brød jo sammen. Vi gik ind i det her med vores hjerter, og så gør det selvfølgelig ondt, siger Preben Hansen.
Parret havde selv ønsket at opsige aftalen med pigen. De havde svært ved at håndtere hende, og til sidst måtte de erkende, at det ikke fungerede.
Til gengæld ville de gerne beholde den nu femårige dreng i pleje. De fortæller, at han havde knyttet sig stærkt til dem og kaldte dem for mor og far. Dertil kommer, at han trivedes i institutionen og havde mange venner, siger de.
- Det er en dreng, der ikke har oplevet andet end os. Han er fuldstændig knyttet til vores egne børn og til os, siger Preben Hansen.
Serviceloven siger, at søskende som udgangspunkt skal anbringes samme sted - med mindre det strider mod barnets tarv.
Og det kan være et vægtigt argument, siger formanden for Plejefamiliernes Landsforening, Inge Neander.
- Jeg vil ikke udtale mig om den konkrete sag, for jeg kender den ikke. Men det er lidt specielt - efter så lang tid ét sted - at man hiver et barn op med rode og siger, at nu starter vi forfra et andet sted.
Hun vurderer, at et barn typisk har en stærk tilknytning til plejeforældrene efter fire år.
- Der er mange søskende, der er adskilt i deres plejefamilier, og det kan være gode grunde til, siger Inge Neander.
Udvalgsformand er i tvivl
Jane og Preben Hansen siger, at kommunen aldrig har lavet en undersøgelse af drengens trivsel.
- Jeg synes, at man skylder drengen at trivselsundersøge ham her, hvor han er vokset op. Og give ham en chance, siger Preben Hansen.
Formanden for Slagelse Kommunes udvalg for børn- og unge, Helle Blak (løsgænger) siger til TV MIDTVEST, at hun godt kan være nervøs for, om kommunen har glemt barnets tarv i denne sag.
- Noget tyder på, at vi ikke har matchet børn og familie rigtigt fra starten, siger Helle Blak.
Hun forstår heller ikke, hvorfor der ikke er lavet en såkaldt tilknytningsundersøgelse af den femårige drengs tilknytning til henholdsvis søsteren og plejefamilien. Slagelse Kommune har ikke et princip om, at søskende altid skal følges ad, lyder det fra formanden for det udvalg, der tager sig af sager om anbringelse af børn uden for hjemmet.
Hun kender ikke sagen i detaljer, og understreger, at det ikke er udvalget, der har besluttet, at drengen skal fjernes fra plejeforældrene i Silkeborg sammen med sin søster.