Nu skal de udenlandske turister vindes tilbage
Turisterne er på vej tilbage til Østjylland, og det er man i Ebeltoft som en af de store turistbyer glade for.
VisitAarhus har sat ind for at få nogle af de mange turister tilbage, som ikke har været i Østjylland under coronanedlukningerne.
Blandt andet i Ebeltoft, der er en stor turistdestination, er man glad for, at turisterne er på vej igen.
Her holdt butikkerne i går åbent, selvom det var langfredag, og det meste andet var lukket.
- Påsken er rigtig fantastisk, og det er rigtig hyggeligt. Der kommer rigtig mange mennesker hertil, siger Hanne Sloth, der er formand for Ebeltoft Handelsstandsforening.
- Det er danskere, der er tyskere, det er nordmænd, fortæller formanden, og turisterne har været savnet.
Læs også
Danskerne rejser ud
Og ifølge Visit Aarhus er det da også vigtigt, at turisterne nu kommer igen.
- Det er det, fordi vi ville nok være rigtig optimistiske, hvis vi troede, at danskerne igen i år i lige så høj grad holder ferie i Danmark, for nu er det jo muligt at komme ud at rejse igen. Så vi har simpelthen brug for at de internationale turister kommer tilbage, siger presseansvarlig hos Visit Aarhus Peter Oddershede Pedersen.
Men det er en stor opgave at få turisterne igen.
Der er eksempelvis lige nu en engelsk journalist fra avisen The Guardian på besøg på Djursland, og den eksponering med 1,2 millioner læsere er rigtig vigtig.
- Turismeerhvervet fylder jo rigtig meget her i Aarhus-regionen, det er en stor del af omsætningen, så det er vigtigt, at vi holder på de turister, vi har, og der er også mange, der er afhængige af det her, siger Peter Oddershede Pedersen.
Læs også
Aarhus-regionen består af seks østjyske kommuner og Viborg, og her er der knap 14.500 private arbejdspladser inden for turisme.
I Ebeltoft er særligt tyskerne ved at finde vejen til igen.
- De er ved at komme tilbage ja, men vores egne tager jo også ud igen, så heldigvis.
- Men jeg tror, de kommer tilbage, vi er jo så dejlige, så de er nødt til at komme til os, griner Hanne Sloth.