Randers-målscorer kigger indad efter stor skuffelse
Randers' målscorer, Vito Hammershøy-Mistrati, havde forventet tre point med Silkeborgs tilstand in mente.
Randers FC blev det blot andet hold i sæsonen, som indkasserede et nederlag til Silkeborg, da kronjyderne søndag eftermiddag tabte med 1-2 til 3F Superligaens bundprop.
Netop det faktum nager Randers-målscoreren Vito Hammershøy-Mistrati efter nederlaget.
- Når man møder et hold, der har syv point, så er det klart, at man forventer, at man skal ud og tage tre point. Så vi havde en overkommelig opgave, men vi gjorde svært for os selv, siger han.
Undervurderede ikke Silkeborg
Vito Hammershøy-Mistrati understreger dog, at holdet ikke undervurderede Silkeborg, og at cheftræner Thomas Thomasberg har brugt ugen på at sætte Randers-spillerne op til en svær opgave.
Til spørgsmålet om, hvorvidt nederlaget gør ekstra ondt, når det blot var Silkeborgs anden sejr i sæsonen, var målscoreren klar i mælet.
- Ja, det gør det. Også fordi vi havde sat alt ind på at lave en slutspurt til sidst med tre sejre i de sidste tre kampe (inden nytår, red.), så det er ekstremt ærgerligt, siger han.
Skuffet træner
Randers’ træner, Thomas Thomasberg, var også skuffet over nederlaget med Silkeborgs situation in mente.
- Når man møder et hold, som har alt at vinde, og alle i princippet har dømt ude, så er det ærgerligt at give dem nogle forudsætninger, der giver dem en sejr på hjemmebanen, hvor de kun har fået et enkelt point, siger han.
På trods af et mål i sidste kamp mod Sønderjyske, så startede Hammershøy-Mistrati på bænken, men blev skiftet ind efter ti minutter på grund af en skade.
- Jeg var ekstremt skuffet over at skulle starte ude. Men vi har et stærkt hold, og Thomas Thomasberg vælger dem, som han synes er stærkest. Så det er helt fair, men jeg var selvfølgelig rigtig skuffet, siger han.
Målmandstræning er nærmest en sport i sig selv. Derfor tog Skipperligaen en tur helt tæt på til Randers FC for at snakke med målmandstræner Erik Boye om, hvordan han træner klubbens keepere, og hvordan en målmand i Superligaen forbereder sig til træning og kamp: