V og K ude af forhandlinger om nyt budget i Skanderborg
Venstre og Konservative er ikke længere en del af forhandlingerne om et nyt budget i Skanderborg Kommune.
- Vi er blevet smidt ud.
Sådan lyder det fra borgmesterkandidat i Skanderborg Jens Szabo (V), da TV2 ØSTJYLLAND taler med ham torsdag aften, hvor partierne har forhandlet om kommunens budget for næste år.
Læs også
Jens Szabo og de syv andre V-byrødder i Skanderborg er ude af forhandlingerne, inden de for alvor er begyndt. Det skyldes ifølge borgmesterkandidaten store uenigheder i forhold til finansieringen af anlægsudgifter og udligningsreformen.
- Vi fik at vide, at vi skulle sige ja til en skattestigning på 120 millioner over fire år. De vil rykke 120 millioner op af borgernes lommer, siger Jens Szabo og fortsætter:
- Der er ikke noget snuptag, men det er fakta, at selv hvis de her stigninger gennemføres, ser vores driftsøkonomi skidt ud.
Borgmester: Vi kunne ikke blive enige
Borgmester Frands Fischer (S) mener dog ikke, at han har smidt Venstre på porten.
- Det er jeg meget uforstående overfor. Det var ikke muligt at mødes på midten, det ville de slet ikke være med til. Det bliver til en splid om ord, men når vi konstaterer, at vi ikke kan nå hinanden, så ville det være mærkeligt at blive siddende i rummet, siger Frands Fischer (S) til TV2 ØSTJYLLAND.
Også De Konservative meldte torsdag aften ud, at man ikke længere er en del af budgetforhandlingerne.
- Med vores forslag kunne vi undgå skattestigninger, rulle besparelser på børne- og skoleområdet tilbage og samtidig have råd de mange anlæg, der er behov for i de kommende år, uden at borgerne skal til lommerne. Desværre fastholder det røde flertal kravet om skattestigninger, hvorfor vi har set os nødsaget til at forlade forhandlingerne, skriver Thomas Cordtz (K) i en pressemeddelelse.
Læs også
Frands Fischer (S) forklarer, at de to partier forlod forhandlingslokalet næsten samtidigt, da man havde konstateret, at parterne var fra langt fra hinanden.
- Der ville også have været masser af ting, vi kunne have været enige om, men vi kunne ligeså godt tage knasterne fra starten af, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Døren er åben
Frands Fischer (S) langer samtidig ud efter nogle af sine byrådskollegaers ageren på de sociale medier.
- Jeg kan bare konstatere, at det virker som om, at en del Venstremedlemmer har været ude og fremsætte en masse påstande på de sociale medier. Det gør det jo ikke nemmere.
Han fortæller dog, at døren til forhandlingerne stadig er åben.
- Vi har jo ikke landet budgettet endnu, så jeg har en åben dør. Jens kan jo ringe, siger han.
Læs også
Om parterne alligevel kan finde hinanden, vil tiden vise. Jens Szabo (V) hæfter sig indtil videre ved, at næste års budgetaftale bliver smallere end normalt.
- Jeg synes jo, det er trist for Skanderborg Kommune. Jeg kan ikke erindre, at vi ikke har kunnet finde hinanden, i alt den tid vi har haft den nye Skanderborg Kommune. Jeg ved ikke, om vi nu skal til at forvente blokpolitik, siger han.
Budgetforhandlingerne fortsætter på mandag.