Mand stukket ned med kniv: - Det er alvorligt
Politiet har anholdt en mand i sag om knivangreb.
En 55-årig mand er lørdag eftermiddag blevet kørt på hospitalet, efter at han blev knivstukket i Silkeborg.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Knivangrebet fandt sted i en lejlighed på Lupinvej, og Midt- og Vestjyllands Politi har anholdt en 37-årig mand.
- Politiet har en mistænkt i sagen. Vi har endnu ikke afhørt ham eller den forurettede, siger vagtchef Ralf Høgedal til TV2 ØSTJYLLAND.
Motiv er ukendt
Den 55-årige er lørdag eftermiddag ved at blive behandlet på Regionshospitalet Viborg.
- Det er ikke bare et snitsår. Det er alvorligt, men der er umiddelbart ikke noget, der tyder på, at han er i livsfare, siger vagtchef Ralf Høgedal.
Politiet er fortsat i gang med at efterforske sagen, og vagtchefen kan ikke oplyse om motivet bag knivangrebet.
- Vi skal have et overblik over, hvordan og hvorledes det hele hænger sammen, inden vi kan sige yderligere, lyder det fra vagtchefen.
Knivangrebet på Lupinvej i Silkeborg blev anholdt til Midt- og Vestjyllands Politi klokken 14.15.