Så galt går det med hvidt brød: Stress, aggressivitet og slåskampe
I Randers skal søen i Doktorparken snart renses op, fordi den er blevet så dårlig. Det skyldes blandt andet, at ænderne i parken bliver fodret - og det skaber miljøproblemer.
Mange af os forbinder det nok med hygge - for eksempel på en flot forårsdag. Fodring af ænder er næsten blevet en nationalsport for os danskere, men det er faktisk en rigtig usund sport. I hvert fald for ænderne og søernes økosystemer.
I Doktorparken i Randers er det nu så slemt, at søen skal tømmes og renses, inden den igen bliver fyldt med vand. Og så bliver det forbudt at fodre ænderne. Det fortæller Sigrid Lynæs, skov- og landskabsingeniør med ansvar for parkerne i Randers by.
Læs også
- Når man fodrer ænderne, kommer der rigtig meget ekstra næring ud i søen. Det får alger til at vokse op, det gør søen grumset og ildelugtende og vandplanterne dør, forklarer hun.
Flere ulemper
Fodringen af ænderne har også en anden ulempe.
- De bliver mere krigeriske og aggressive og slås. Det er ikke nødvendigt at fodre vilde dyr - og det er ikke godt for dem, slår hun fast.
Fodringen af ænderne får altså nu konsekvenser.
- Vi renser søen ved at lukke alt vandet ud, grave bundslammet op og bruge det som gødning på en mark. Så kommer vi vand i søen igen. På den måde fjerner vi al næringsstof, som ligger som en buffer, siger hun.
Håbet er, at der på den måde kommer et rigt liv af forskellige planter og vanddyr. Men tror hun på, at parkens gæster kan lade være med at fodre ænderne?
- Når man ved, hvad ens handlinger har af betydning, så vil man ændre adfærd, hvis man er i stand til det, siger hun.
Læs også
Nationalsport
At fodring af ænder er et problem i danske søer, er ikke noget nyt. For 20 år siden foretog miljøingeniør Kåre Press-Kristensen undersøgelser, som viste problemet. Og det begrænser sig ikke kun til Randers.
- Det er på en måde blevet en dansk nationalsport at valfarte til søer og hælde brød i vandet. Det giver altså store problemer. Regnet helt generelt på den belastning, man laver, når der fodres ænder i bynære søer, så vil det i mange byer være et problem, siger han.
Han er med på, at der kun ligger gode intentioner bag, når danskerne begiver sig ud i "nationalsporten".
- Når det stadig sker i højt omfang, så er det, fordi vi ikke ved, at det er et stort problem. Det skal gentages igen og igen og igen, siger Kåre Press-Kristensen.
Læs også
Miljøproblemet som kan spises
Men hvad sker der så med ænderne, når vi stopper med at fodre dem? Kåre Press-Kristensen har et bud på, hvad man kan gøre.
- Ænder adskiller sig fra mange andre miljøproblemer. For ænder er et miljøproblem, som vi rent faktisk kan spise. Man kunne for eksempel fange dem, vise børn, hvordan man plukker og renser en and. Så kommer man tættere på den mad, man rent faktisk spiser juleaften eller mortensaften i mange hjem, siger han.
Præcis hvornår arbejdet med at oprense søen går i gang, er endnu ikke helt klart, men Randers Kommune regner med, at det bliver i efteråret.