Kim savner sin 'gamle ko': Opslag delt tusindvis af gange
Kim Fuglsang fik et chok, da han en torsdag morgen opdagede, at hans elskede, gamle 'ko' var væk.
- JEG ER RASENDE, GAL, VRED OG IKKE MINDST SKUFFET.
Sådan indleder Kim Fuglsang et opslag på Facebook, som i skrivende stund er blevet delt 5097 gange.
- Det er jo sindssygt. Det er nået hele Danmark rundt, siger Kim Fuglsang, da TV2 Østjylland fanger ham,
Hvem har Kims ko?
I opslaget efterlyser han sin elskede 'ko-grill'. Ikke en ægte ko - men i stedet en jernstøbt ko, som Kim Fuglsang fik for cirka 12 år siden, og som han skatter ganske højt.
- Jeg blev så forelsket i den, lige fra jeg fik den. Jeg har så mange gode minder ved ko-grillen, siger Kim Fuglsang.
Ko-grillen blev stjålet torsdag den 2. maj fra Kim Fuglsangs have i Odder tæt ved gågaden.
- Lige pludselig en dag, så var den væk, siger han.
- Det er ikke en, man bare lige kommer og tager med sig ned ad gågaden. Man skal have en bil holdende klar, fordi den er så tung og uhåndterlig, uddyber han undrende.
Siden delte Kim Fuglsang et opslag på sin private Facebook-profil, hvor han efterlyste grillen - og opslaget er gået vitalt. Foruden de over fem tusinde delinger, har det fået 379 reaktioner og 88 kommentarer.
- Jeg var målløs, over der kom så mange reaktioner. Jeg havde aldrig forestillet mig noget i den retning, så jeg var dybt overrasket. Jeg har også fået et par hundrede følgere bare på grund af det opslag, og så interessant en person er jeg altså ikke, siger en grinende Kim Fuglsang.
Temmelig kendt
Han forstår ikke, hvad gerningspersonen overhovedet skal bruge grillen til.
- Alle de mennesker, der har set ko-grillen, de har aldrig set noget lignende. Der findes ikke noget lignende, og nu er den jo blevet temmelig kendt, så personen har ingen chance for at stille den frem nogen steder, siger han.
Er alt det her ikke meget at gøre ud af det, det er jo bare en grill?
- Det er ikke bare en grill, det er et klenodie. Hvis du vidste, hvor mange der har undret sig og grint af den grill, når de har set den, og de har været så imponeret. Nej, det er ikke bare en grill, det er ko-grillen over alle griller, der findes i Danmark, siger en let grinende Kim Fuglsang.
Kim Fuglsang aner ikke, hvad grillen er værd i kroner og øre, men han ved godt, hvad den er værd for ham.
- Den er savnet. For mig er den uerstattelig, og det gør mig virkelig ked af det, at den ikke er her mere. Jeg er sådan en type, der godt kan lide at have noget, ingen andre har, og sådan en her, er der ingen, der har, siger han.
Kim Fuglsang har endnu ikke meldt tyveriet til politiet, men har tænkt sig at gøre det en af de kommende dage.