Randers brød forbandelse med comeback-sejr i Horsens

For første gang nogensinde vandt Randers FC en Superliga-kamp i Horsens, da holdet vendte 0-1 til 2-1.

Alhaji Kamara stod for målet til 1-1, da Randers kom tilbage og snuppede en 2-1-sejr over Horsens. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

På trods af en tidlig føring til hjemmeholdet fra AC Horsens, vandt Randers FC 2-1, og det var tilmed klubbens første sejr nogensinde i Horsens i Superligaen.

I hele 12 tidligere forsøg var det aldrig blevet til Randers-sejr, når holdet havde spillet i Horsens.

Det fik Thomas Thomasbergs tropper dog lavet om på, da hans hold vandt en fortjent sejr på Casa Arena søndag.

Randers var kampen igennem det bedste hold. Kronjyderne skabte mest og var generelt bedst på bolden.

Med sejren forbliver Randers på syvendepladsen med 34 point efter 22 kampe, mens Horsens stadig er at finde på 11.-pladsen med 25 point efter 23 kampe.

Begge hold kæmpede en brag kamp. Foto: Ernst van Norde - Ritzau Scanpix

Horsens fik drømmestart

Horsens fik en drømmestart på kampen, da anfører Hallur Hansson efter et langt indkast modtog bolden tæt under mål og eksekverede til 1-0.

Læs også Horsens ydmyget i udsat Superliga-opgør

Randers satte herefter jagten ind på en udligning, og det kastede flere chancer af sig til udeholdet.

Kort før pausen kastede en af chancerne også en udligning af sig, da Randers-angriber Alhaji Kamara pandede et perfekt slået indlæg i kassen til 1-1.

Det startede godt for Horsens, men det varede ikke ved. Foto: Ernst van Norde - Ritzau Scanpix

Randers kom klart bedst ud til anden halvleg, og efter lidt over en time kom holdet så foran 2-1 på noget heldig vis. 

Horsens-forsvarer Malte Kiilerich forsøgte tæt på eget mål at losse bolden væk, men hans spark ramte Randers' Marvin Egho på benet og gik i mål til stor jubel i gæsternes lejr.

Ny superligarekord

Horsens kom frem til et par fine chancer i slutfasen, men svenske Patrick Carlgren tog fra i Randers-målet og hjalp sit hold til sejr.

Læs også Randers-træner tror på mål trods salg af topscorer

Til gengæld kunne Horsens notere sig en superligarekord. I 79. minut skiftede træner Bo Henriksen fødselsdagsbarnet Jeppe Kjær Jensen ind til debut i en alder af bare 16 år.

Dermed er han den yngste debutant i Superligaen nogensinde. Rekorden tilhørte tidligere Kenneth Zohore, der var 16 år og 35 dage gammel, da han i 2010 fik debut for FC København.

Randers FC kom foran 2-1 efter en dårlig Horsens-clearing i hjemmeholdets straffesparksfelt. Foto: Ernst van Norde - Ritzau Scanpix