Randers-træner tror på mål trods salg af topscorer
Randers FC spillede søndag 0-0 hjemme mod OB, men cheftræner Thomas Thomasberg tror, at målene nok skal komme.
Randers FC spillede søndag 0-0 mod OB i holdets forårspremiere, som også var holdets første kamp i Superligaen efter salget af Saba Lobjanidze, som scorede flest mål for kronjyderne i efteråret.
Randers-træner Thomas Thomasberg mener dog, at holdet nok skal komme til at score en masse mål, og han henviser blandt andet til de kampe i efteråret, der blev spillet uden Lobjanidze.
- Vi har scoret et hav af mål i de fem kampe, hvor han ikke var med i efteråret, og det samme har vi gjort i træningskampene i opstarten, så vi skal nok få scoret vores mål, siger Thomasberg.
Han nævner desuden, at målene ikke nødvendigvis skal komme fra de spillere, der går direkte ind på Lobjanidzes plads.
- Det er klart, at der kigges på de spillere, som går ind på Sabas plads, men det kan også handle om, at vi måske skal finde målene på en lidt anden måde, mener kronjydernes træner.
Kehinde har x-factor
På den omtalte venstrekant, som Lobjanidze spillede på i efteråret, brugte Randers søndag nigerianske Tosin Kehinde, som anfører, Erik Marxen, mener, har noget x-factor.
- Det er klart, at Saba havde x-factor i sig, men mange af de ting, som han kunne, kan Tosin også, og han er så sindssygt god til at drible, siger Marxen.
Læs også:
Anføreren er dog ikke af den opfattelse, at folk skal forvente samme antal mål fra unge Kehinde allerede nu.
- Vi kan ikke regne med, at han går ind og scorer ligeså mange mål som Saba fra dag et, og vi skal blive dygtigere til at give ham chancerne tættere på mål, siger midterforsvareren.
Randers er efter det uafgjorte resultat nummer syv med 31 point, og holdet skal i næste runde på besøg hos AC Horsens, der inden mandagens kamp mod AGF ligger nummer 11 med 25 point.