Sjælden havørn er stadig ikke fanget - nu overvejes drastiske midler

Det er stadig ikke lykkedes at fange den nordamerikanske havørn, der i sidste uge lagde vejen forbi Mellerup ved Randers.

Jagten på den amerikanske hvidhovedet havørn fortsætter. 

Det står klart efter flere fejlslagne forsøg på at fange den. 

- Vi giver ikke op på den, fortæller Morten Stricker, der er næstformand i Dansk Falkejagt Klub.

quote Den hører ikke til i naturen og skal hjem til sin ejer.

Morten Stricker, næstformand i Dansk Falkejagt Klub

En lang udflugt fortsætter

Det er nu mere end ti dage siden, at havørnen tog fra en fuglepark i Berlebeck i Tyskland til Jylland på udflugt. En udflugt, der ser ud til at fortsætte lidt endnu.

Morten Stricker har ikke selv haft held med at indfange fuglen, men mest besynderligt har det været, at de tyske medarbejdere fra fugleparken i Berlebeck heller ikke har kunnet lokke havørnen til sig.

- Jeg er i tvivl om, hvorvidt de to udsendte medarbejdere fra Tyskland er dem, som har arbejdet mest med fuglen til dagligt. Tillid har nemlig en stor betydning, når det handler om at lokke en fugl til sig, fortæller han.

Morten Stricker havde ellers spået, at så snart de ansatte kom til Jesperhus Feriepark, hvor ørnen har været de seneste dage, ville det være nok til at få fuglen tilbage i fugleparkens varetægt.

Sult er væsentligt 

Men en uforudset udfordring har ramt dem. De havde håbet på, at når havørnen var sulten nok, ville den begynde at vise interesse for at vende næbet hjemad. Næstformanden har nemlig tidligere fortalt, at sult kan spille en enormt stor rolle i jagten på at få fuglen tilbage.

- På et eller andet tidspunkt vil den være tilpas sulten, men det kræver, at folk ikke begynder at fodre den med røde pølser og kylling, sagde han dengang med en klar opfordring til ikke at give havørnen nogen form for mad:

- Det vil bare være en bjørnetjeneste. Den kan ikke tåle forproduceret mad. Det kan faktisk ende med at gøre den dødssyg.

En hvidhovedet havørn er letgenkendelig på dens snehvide hoved og hals.
En hvidhovedet havørn er letgenkendelig på dens snehvide hoved og hals. Foto: Martin Toft Hansen (privatfoto)

Men havørnen har helt selv fundet andre måder at få mad på. Senest blev den set spise af et trafikdræbt rådyr.

- Det gør indfangningen meget sværere, for den kan sagtens leve af døde dyr i lang tid, forklarer Morten Stricker.

Hører ikke til i dansk natur 

Han er ærgerlig over, at missionen ikke er lykkedes endnu, for han mener ikke, at den hører til i det fri, når den normalt lever i fangenskab.

- Èt er, at nogen savner den i Tyskland, noget andet er, at den ikke vil kunne overleve på sigt her i den danske natur, siger han og fortsætter:

- Det er specielt, at vi finder en fugl, der ikke vil komme ned til os.

De tyske ejere er taget slukøret og tomhændet tilbage til fugleparken i Berlebeck, men de sætter dog kursen mod Mors og Jesperhus Feriepark igen i løbet af ugen, fortæller Morten Stricker, der er i tæt dialog med dem.

Fælde kan være sidste løsning

Lige nu er planen at forsøge endnu en gang at se, om havørnen af sig selv søger mod jorden, men sker det ikke, må de tænke i andre baner.

- Så må vi lave en fælde, siger Morten Stricker.

En fælde vil kunne bestå af et dødt dyr, der kan lokke havørnen til, hvorefter ørnen vil blive fanget med et stort net.

- Vi har ikke opgivet den – vi har et dyrevelfærdsmæssigt hjerte for den. Den hører ikke til i naturen og skal hjem til sin ejer, siger han.