Nu skal Camilla spotte pædofile i svømmehallen: - Det bliver svært
Ny lov betyder, at personalet i svømmehallerne fremover skal holde øje med tidligere pædofilidømte. Et problem for retssikkerheden, mener advokat.
Fra årsskiftet skal det være sværere for seksualforbrydere at gentage deres overgreb på mindreårige. Det har Folketinget med en række lovstramninger besluttet.
I praksis betyder stramningerne, at ansatte i blandt andet svømmehaller fremover skal hole øje med, at dømte pædofile ikke benytter faciliteter på steder, hvor der kan være børn.
I Lystrup Svømmehal nord for Aarhus mener formand Camilla Sørensen, at det bliver en svær opgave at klare.
- Jeg synes, det er svært at gå ind over den grænse for, hvor folk må bevæge sig i det offentlige rum, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
- At vi som borgere skal være politiets forlængede arm i forhold til, hvor disse mennesker befinder sig. Og om de er det forkerte sted med den forkerte hensigt.
Svært for de unge
Helt lavpraktisk får politiet efter nytår mulighed for at videregive navn og billede af pædofilidømte til blandt andre svømmehaller, hvis det vurderes, at der er risiko for, at den tidligere dømte vil slå til igen.
Men hvordan eksempelvis unge mennesker, som flere steder arbejder som billetsælgere i svømmehaller, skal bære sig ad med at smide tidligere dømte ud, er svært at forestille sig. Det mener Christina Blaabjerg Jeppson, der er Livredder i Auning Idræts- og Kulturcenter.
- For mig vil det ikke være noget problem. Jeg er voksen og har noget pondus, men hvis man er en ung 16-årig pige, som måske ikke fylder så meget, så tænker jeg, at det er en udfordring, siger hun.
- Det er jo i sig selv en udfordring at skulle gå hen til voksne mennesker og sige: Du må ikke være her.
Stor ændring
Generelt vil svømmehallerne gerne tage et ansvar i forhold til at beskytte børn mod tidligere pædofilidømte. Men det er en stor opgave for personalet pludselig at skulle håndtere personfølsomme oplysninger, lyder det fra Dansk Svømmebadteknisk Forening.
- Det er jo indgroet, at vi er opvokset med, at vi må ikke have billeder hængende og navne stående nogen steder, så det er en radikal ændring, der kommer her, siger Lars Norring, der er formand i foreningen.
Ansatte risikerer straffesager
Ændringen møder da også kritik fra Retspolitisk Forening. Her mener man, at de nye regler bringer retssikkerheden i fare. Både for de svømmehalsansatte, som uden uddannelse i det skal håndtere personfølsomme oplysninger, og for de tidligere dømte.
- Problemet er for dem, der skal administrere det her i praksis, at de næppe har den baggrund, der skal til for at overholde reglerne i persondataforordningen, siger Bjørn Elmquist, der er advokat og formand for Retspolitisk Forening.
- Det er komplicerede regler, og hvis man overtræder dem, risikerer man at få en straffesag mod sig selv.
Livsvarigt forbud
Samtidig mener foreningen, at det er problematisk, at tidligere seksualforbrydere, der har afsonet deres straf, skal vurderes af politiet og ikke en domstol i forhold til, om de må komme i eksempelvis svømmehaller.
- Nogle kan få et livsvarigt forbud, selvom de har forbedret sig og fået deres seksualitet omdefineret, forklarer Bjørn Elmquist.