Lynhurtige el-løbehjul sælges landet over: Men det kan koste dig dyrt
El-løbehjul, der kan køre over den tilladte fartgrænse, sælges i butikkerne landet over. Men det kan koste dig dyrt, hvis du kører dem på offentlig vej.
Det er med at stikke næsen godt ned i tilbudsavisen, hvis du har tænkt dig at købe et af de smarte el-løbehjul, der nu kan fås i mange forskellige varianter.
For selvom den tilladte fartgrænse på offentlige veje ligger på 20 km/t, sælges mange løbehjul landet over med hastigheder over grænsen.
Bilka, Elgiganten og Power er blandt andre nogle af de forhandlere, der sælger de hurtige løbehjul med hastigheder på op til 25 km/t.
Læs det med småt
Ifølge Jacob Nielsen, der er pressemedarbejder hos Salling Group, er de (lidt for) hurtige løbehjul henvendt til de mere fartglade personer.
Men hvad kan man bruge et el-løbehjul til, hvis det ikke må køre på offentlig vej?
- Man kan bruge det til at køre på en grund, en rampe eller en bane, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også:
Hvad gør I for at informere kunderne om, at det er ulovligt at køre disse el-løbehjul i trafikken?
- Vi vejleder og svarer naturligvis på alle de spørgsmål, vi får, siger han og fortsætter:
- Det ligger i det at køre en købmandsbutik at vejlede kunderne godt, og det går vi ud fra, at vi gør.
Konfiskering eller bøde
Jacob Nielsen henviser derudover til, at der i brugsanvisningen og i tilbudsaviserne står følgende med småt: Denne model er pga. maks. hastigheden ikke godkendt til kørsel på offentlig vej.Ifølge Jakob Christensen, der er kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi, er konsekvensen ved at køre på et løbehjul, der kører hurtigere end det tilladte, som udgangspunkt en konfiskering af løbehjulet.
Derudover kan man risikere at få en bøde, der ligger på omkring 2000 kroner.