Forsøgte at røve kiosk - fortsat på fri fod

En mand forsøgte onsdag at røve en kiosk i Randers, men fik intet udbytte med sig.

En mand forsøgte onsdag eftermiddag at røve en kiosk på Vestergade i Randers, fremgår det af politiets døgnrapport, der modtog en anmeldelse klokken 16.20.

Ifølge en medarbejder i kiosken kom en mand ind og truede ham med en pistollignende genstand. Røveren forlangte at få pengene fra kassen.

Kioskmedarbejderen gentog flere gange over for røveren, at der ikke var nogen penge i kassen, og til sidst stak røveren af. 

Politiet ledte siden efter røveren, efter de havde foretaget afhøringer og sikret spor, men røveren er endnu ikke fundet.

Nu efterforsker politiet røveriforsøget.