Får livstid for skuddrab på 21-årig

En 30-årig mand er idømt fængsel på livstid for sidste år at have skudt og dræbt en 21-årig mand på Kappelvænget i Aarhus V.

Den 25. september 2020 omkring kl. 19.30 mødtes to mænd på 30 og 21 år ud for en adresse på Kappelvænget i det nordvestlige Aarhus.

Mændene, der i forvejen kendte hinanden fra en bandegruppering, de begge havde relationer til, havde nogle uoverensstemmelser.

Mødet endte med, at den 21-årige blev skudt i maven, så han døde - et drab, som den 30-årige nu er blevet idømt livsvarigt fængsel for i Retten i Aarhus. 

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Episoden skete lige ud for en adresse, hvor flere bekendte til de to mænd befandt sig, og de kørte hurtigt den 21-årige til skadestuen, men hans liv stod dog ikke til at redde.

Østjyllands Politi var massivt til stede ved Vestre Kirkegård i Aarhus i forbindelse med begravelsen af det 21-årige offer.
Østjyllands Politi var massivt til stede ved Vestre Kirkegård i Aarhus i forbindelse med begravelsen af det 21-årige offer. Foto: Øxenholt Foto

Tilsidesatte forklaring om vidnepres

Ifølge Østjyllands Politi var det flere vidneforklaringer, der i første omgang ledte politiet til den 30-årige, som blev anholdt et par uger efter drabet på rasteplads Hærvejen på den midtjyske motorvej øst for Give i et samarbejde med Midt- og Vestjyllands Politi.

Under retssagen forklarede flere vidner pludseligt, at de var blevet presset til at pege på den 30-årige som gerningsmand, men den forklaring troede retten ikke på.

- Jeg er meget tilfreds med, at retten fuldstændigt tilsidesatte forklaringen om, at vidnerne var blevet presset til at udpege gerningsmanden. Det er desværre ikke usædvanligt, at vidner pludseligt ændrer forklaring i sager i bandemiljøet, siger specialanklager Dorthe Lysgaard i pressemeddelelsen.

- I denne sag var der heldigvis også en del bevismateriale, der var med til at underbygge tiltalen mod den 30-årige, blandt andet dna-materiale, teleoplysninger og overvågningsvideoer.

Drabet blev begået på Kappelvænget i Aarhus V.
Drabet blev begået på Kappelvænget i Aarhus V. Foto: Google Maps

Skærpende paragraf taget i brug

Straffen for drabet blev forhøjet, da retten valgte at følge anklagemyndighedens anmodning om at tage straffelovens §81b i brug.

En paragraf, der kan bruges i sager, hvor der er blevet brugt skydevåben på et offentligt tilgængeligt sted.

- Det er en skærpende omstændighed, at skyderiet foregår midt ude i det offentlige rum på et sted, hvor mange mennesker har deres gang, siger Dorthe Lysgaard.

Den 30-årige blev ud over drabet dømt for at have slået den 21-åriges ven i ansigtet med drabsvåbenet, samt besiddelse af hash og for at have haft en mobiltelefon i arresten under varetægtsfængslingen.

Den 30-årige nægtede sig skyldig og ankede dommen, og af den grund bringer TV2 ØSTJYLLAND ikke hans navn endnu.