Massivt politiopbud ved begravelse

Østjyllands Politi er torsdag eftermiddag massivt til stede ved Vestre Kirkegård i Aarhus i forbindelse med en begravelse.

Torsdag begraves en 21-årig mand, der blev skudt og dræbt på Kappelvænget i det vestlige Aarhus. Foto: Øxenholt foto

Politiet forventer, at der vil dukke mange mennesker op til begravelsen af den 21-årige mand, der for nyligt blev skudt og dræbt på Kappelvænget i det vestlige Aarhus. 

- Der er en bandekonflikt i Aarhus, og det er en ung mand, der er blevet dræbt, siger politiinspektør Brian Olsen til TV2 ØSTJYLLAND. 

Mange må gå forgæves til begravelsen, hvor der er plads til 200 af hensyn til coronarestriktioner. Foto: Øxenholt foto

Politiet ønsker ikke at oplyse, hvor mange betjente de har sendt af sted, men der er sendt et passende antal. 

- Vi er massivt derude med en passende politistyrke, for at det kan foregå i ro og orden, siger han. 

Billeder fra stedet viser, at der er opsat skilte, der oplyser, at der maksimalt må være 200 deltagere ved begravelsen. 

Læs også Politi afbrød begravelse: Alt for mange forsamlet

- Det er arrangørerne, der skal sikre det, men vi er der også med henblik på covid-19, siger Brian Olsen.

Fotograf Per Øxenholt, der er til stede ved begravelsen, fortæller, at omkring 60 personer er blevet afvist ved indgangen af hensyn til coronarestriktioner. 

Den 21-årige mand blev dræbt fredag d. 25. september sent om aftenen på Kappelvænget i det vestlige Aarhus. I den forbindelse udtalte vicepolitiinspektør Lennart Glerup, at det var et drab begået i det kriminelle miljø.  

Der er massivt politiopbud ved begravelsen på Vestre Kirkegård. Foto: Øxenholt foto

- Der er ingen tvivl om, at det er et drab begået i det kriminelle miljø, og vi arbejder på højtryk for hurtigt at få fat i gerningsmanden, siger vicepolitiinspektør Lennart Glerup. 

Drabet på den unge mand er det fjerde drab i Aarhus siden sommer. Politiet mener, der er tale om en verserende konflikt i det kriminelle miljø i Aarhus, det er dog ikke klart, hvor mange af drabene, der kan relateres direkte til konflikten. 

Striden har fået Østjyllands Politi til at oprette en visitationszone i Aarhus Vest. 

Østjyllands Politi skriver klokken 15.30 på Twitter, at begravelsen er afsluttet og forløb roligt ud over nogle enkelte færdselsovertrædelser og en enkelt, der ikke ville oplyse sit navn

Læs også Visitationszone i Aarhus V har skabt ro på bandekonflikt