Kulturminister vil alligevel hjælpe coronaramt kulturliv
Joy Mogensen har afvist særlig hjælp til kulturlivet under coronakrise. Nu indkalder hun alligevel til forhandlinger.
Christiansborgs kulturordførere har kritiseret kulturminister Joy Mogensen (S) for at afvise en økonomisk hjælpepakke til kulturlivet, som er hårdt ramt af coronakrisen.
Men nu indkalder Joy Mogensen alligevel ordførerne til forhandlinger for at finde løsninger på coronakrisens negative effekt på kultur- og medieområdet.
- Regeringen er optaget af, at vi får hjulpet hele kulturlivet igennem krisen på den bedst mulige måde, udtaler kulturministeren i en pressemeddelelse.
- Størstedelen af løsningerne ligger i de centrale hjælpepakker, som regeringen allerede har præsenteret, men der er brug for, at vi følger op og ser på områder, der stadig mangler en løsning.
Søndag er partierne indkaldt til forhandlinger om hjælp til højskoler, aftenskoler og folkeoplysning.
Mandag er partierne indkaldt til møde om hjælp til lokale og regionale medier, som også er hårdt presset, fordi annonceindtægterne falder.
Kulturinstitutioner i knæ
Mange museer mærker også presset fra coronakrisen, fordi de hører under den kategori, der grundet 50 procents statsstøtte ikke kan få kompensation for tabte indtægter på entre.
Det gælder blandt andre Den Gamle By i Aarhus, hvor fremtidsudsigterne er dystre.
- Man kan frygte, hvis man tager de pessimistiske briller på, at Den Gamle By ikke er her om et til to år, siger museumsinspektør hos Den Gamle By, Thomas Bloch Ravn, til TV2 ØSTJYLLAND.
Men museerne kan der altså også være hjælp på vej til, lyder det fra ministeren.
- Regeringen arbejder for at ligestille alle institutionerne i hjælpepakkerne, udtaler hun.
Dyreparker risikerer at måtte aflive dyr
Ud over forhandlingerne vil kulturministeren orientere ordførerne om en løsning for zoologiske haver og dyreparker. De har ingen eller meget lidt nytte af regeringens hjælpepakker til erhvervslivet.
Et par af grundene er, at de manglende entréindtægter ikke kompenseres. Derudover kan driften ikke karakteriseres som fast udgift, og kun meget lidt personale kan sendes hjem, eftersom dyrene skal fodres og passes.
Den yderste konsekvens kan blive, at dyreparkerne må slå nogle af deres dyr ned, har det lydt fra branchen.