Heunicke: Flere skal vaccineres hvis Danmark skal være åbent

Hvis vi skal holde Danmark åbent, så skal vi have flere til at få vaccinen, siger sundhedsminister Heunicke.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Arkivfoto. / Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Det er nødvendigt, at flere lader sig vaccinere, hvis det åbne samfund skal opretholdes.

Det er meldingen fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tirsdag, mens antallet af indlagte med coronavirus nærmer sig 200.

- En kæmpe appel fra mig: Hvis vi skal holde Danmark åbent, så skal vi altså have flere til at få vaccinen, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Billedet er det samme over hele Europa. Tallene stiger. I Danmark er kontakttallet 1,2. Det er dog forbundet med en vis usikkerhed.

Et kontakttal på 1,2 betyder, at ti personer smitter 12 andre. Altså at smitten øges.

- Vi vidste, at der ville komme en stigning i dette efterår. Men det er ingen hemmelighed, at den stigning er kommet temmelig hurtigt allerede her i oktober måned, siger sundhedsministeren.

Er man ikke vaccineret, vil man med "al sandsynlighed" blive smittet hen over vinteren, siger Heunicke.

En kæmpe appel fra mig: Hvis vi skal holde Danmark åbent, så skal vi altså have flere til at få vaccinen.
Magnus Heunicke (S), sundhedsminister

75,1 procent er færdigvaccinerede i Danmark, mens 76,2 procent har påbegyndt en vaccination imod coronavirus.

- Vi følger det meget tæt. Vi har sagt hele tiden, at vi ikke vil tøve med at sætte ind, hvis der skulle blive behov for det. Vi har et helt åbent samfund, og vi har en meget, meget stor opbakning fra befolkningen til at lade sig vaccinere. Nu er der behov for, at vi får flere med, siger Magnus Heunicke.

Høj smitte i visse kommuner

Smitten er særligt høj i visse kommuner i landet. Det drejer sig blandt andet om Tingbjerg og Ishøj, der begge ligger vest for København.

Her er tilslutningen til vaccination også lavere end landsgennemsnittet.

- Det er ganske få procent mere, som vi skal have vaccineret, for at det får en meget stor effekt på at få knækket smittekæderne, siger Heunicke og henviser til undersøgelser.

I tre tilfælde, hvor danske patienter har været ramt af sjældne bivirkninger efter vaccination med AstraZeneca, bliver der nu givet erstatning. / Foto: Saeed Khan / Ritzau Scanpix

Det stigende antal corona-indlagte kan blive et pres på sygehusene, da der samtidig forventes en stigning i indlagte med andre luftvejssygdomme, mens samfundet er åbent, og virus spredes let.

Har man symptomer, skal man få taget en test, opfordrer sundhedsministeren.

- Vi er kun i oktober måned. Det vil sige, at vi står foran vintersæsonen, så kan det blive en meget hård sæson for vores sygehuse, siger Heunicke.

I den forbindelse ville det lette presset på sygehusene, hvis flere tog imod et tilbud om gratis influenzavaccine, tilføjer han.

- Vi er startet med at vaccinere imod influenza. Det er kommet nogenlunde fra start. Men der kunne jeg godt ønske mig, at der var større opbakning.

- Det er vigtigt for den enkelte, men også for vores sygehuse, siger Heunicke.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her