Oversvømmelse i Kattegatcentret
Onsdagens hårde vejr satte sidst på dagen Kattegatcentret under vand. Her til morgen er oversvømmelsen standset, og oprydningsarbejdet i gang. Alle dyr har det godt, lyder meldingen.
- Vi har haft en lidt travl nat.
Sådan lyder det tidligt torsdag morgen fra direktør for Kattegatcentret Karsten Bjerrum Nielsen, der onsdag aften pludselig måtte konstatere, at vandet fossede ind i Kattegatcentret. Det kom ganske pludseligt.
- Det skete i løbet af en halv time. Der røg vand ind over molerne herude, og så rullede det simpelthen ind i centret, fortæller Karsten Bjerrum Nielsen torsdag morgen.
Lukket i forvejen
Han har hele natten befundet sig i Kattegatcentret, hvor Beredskab & Sikkerhed og et skadeservicefirma har arbejdet på at få pumpet vandet ud igen. Det er lykkedes torsdag morgen.
- Vi har fået vandet ud nu, og nu er vi ved at få styr på skaderne, lyder det fra direktøren.
Læs også
Oversvømmelsen er kommet på et til dels heldigt tidspunkt, da Kattegatcentret i forvejen har lukket i tre uger frem til og med den 20. december på grund af ombygning.
Dyrene har det godt
Oversvømmelsen har primært ramt Kattegatcentrets baglokaler.
- Vand har det jo med at søge nedad, som direktøren formulerer det efter en lang nat.
- De fleste af udstillingsområderne er ikke våde. Det er ikke der, problemet er. Det er mere nede i det nedre regioner, siger Karsten Bjerrum Nielsen.
Læs også
På et tidspunkt stod der en halv meter vand i teknikrummet. Derfor skal al teknikken i dag kontrolleres, fortæller han.
- Heldigvis er det ikke noget, der har berørt dyrene. Ingen dyr er kommet til skade, lyder det fra direktøren.