Hvor bliver ambulancen af?

Vi advarer om stærke billeder og lydoptagelser.

Det er sen søndag eftermiddag. Katja Pleman springer op af sofaen og løber hen til telefonen.

På vejen kigger hun tilbage og ser sin niårige søn, der ryster og spjætter, alt imens hendes mand, Carsten, lægger ham ned på siden midt på stuegulvet.

Hun griber telefonen, og lige inden hun taster 112, kommer den chokerende melding inde fra stuen. Valentin trækker ikke vejret.

Få timer tidligere havde alt ellers åndet fred og ro i villaen på Kastanievej i den lille landsby Holbæk på Norddjurs. Mor Katja, far Carsten og sønnerne Nikolaj og Valentin var alle i godt humør – ikke mindst fordi Valentin havde en af sine gode dage.

- Valentin er en glad dreng, der altid er i godt humør, og som altid gerne vil en hel masse, siger Valentins far, Carsten Pleman, med en tydelig stolthed i stemmen.

Det er søndag 1. september 2019. Det meste af formiddagen havde Valentin leget og pjattet. Faktisk havde Valentin så god en dag, at familien dokumenterede det med denne video.

Men ikke lang tid efter, at videoen er optaget, går dagen fra at være en af de bedste til en af de værste. Det sker om eftermiddagen, hvor hele familien sammen slapper af i sofaen. Valentin rejser sig for at gå på toilet, og Carsten følger med ham.

Inden Valentin er nået ud af stuen, ser faren, at han begynder at spænde op i musklerne, hvilket er et tegn på, at han er ved at få et af sine epileptiske anfald. Carsten skynder sig at løfte Valentin op, da de har erfaret, at det til tider kan stoppe anfaldet, inden det rigtig er startet. Men anfaldet stopper ikke.

Valentin får som så mange gange før det, der hedder et tonisk-klonisk epileptisk anfald. Forældrene tager det med ro og gør, som de plejer. Anfaldet stopper igen, men nu er alting pludselig ikke som det plejer. Valentin trækker ikke længere vejret, og det viser sig, at han har fået hjertestop.

- Jeg når slet ikke at tænke nærmere over situationen. Jeg har været gruppesanitetsmand i hjemmeværnet og har været på så mange førstehjælpskurser, at jeg handler på ren refleks. Det eneste, jeg har i hovedet, er, at jeg skal have renset hans lunger, så jeg kan give hjertemassage og kunstigt åndedræt, siger Carsten Pleman.

Valentins mor skynder sig at ringe 112, men opkaldet bliver en hel del længere end hun havde håbet på.

Tankerne flyver igennem hovederne på den lille familie, mens de ser deres yngste familiemedlem ligge livløs på gulvet. Det er kun få minutter siden, Valentin faldt om, men alligevel er den værste panik drevet over. Forældrene skynder sig at sætte en SAT-måler på Valentin. Den skal hjælpe med at overvåge hans tilstand, når de straks efter påbegynder førstehjælp.

- I sådan en situation gør man alt for at redde sin søn. Du snakker ikke sammen, og du tænker ikke på andet end at yde den hjertemassage og kunstigt åndedræt, der skal til for at redde ham, siger Valentins mor, Katja Pleman, i et hektisk og berørt tonefald.

Det er ikke alle, der lige har en SAT-måler liggende i hjemmet. Men den østjyske familie er ikke som de fleste. De er godt forberedt på situationer som denne. Det er langt fra første gang, de har brug for en ambulance til Valentin.

De første mange år med Valentins sygdom kunne forældrene selv køre ham på hospitalet efter et anfald, hvis det var nødvendigt. Men omkring 2016 begynder Valentin at kaste op i munden under sine anfald. Forældrene er ikke længere i stand til selv at transportere ham sikkert til hospitalet.

Det er pludselig en helt anden situation, når Valentin får et anfald. Opkastet kan løbe i hans lunger og i værste fald kvæle ham eller give det, der hedder en kemisk lungebetændelse, hvilket kræver en indlæggelse.

- Det var aldrig rart at skulle køre Valentin selv. Men med de dårlige responstider (den tid det tager en ambulance at nå frem, red.), vi har her i området, så var det jo nødvendigt for at sikre, at han fik den nødvendige hjælp hurtigst muligt. Jeg ville da ønske, at det havde været muligt at køre med ambulance hver gang, men vi kunne ikke byde Valentin at skulle vente på dem, siger Carsten Pleman.

Det er den tilstand, der er hovedårsagen til, at familien for alvor bliver bekendt med den til tider manglefulde ambulancedrift i området. Fra januar 2016 og frem til denne første dag i september i 2019 har Valentin kørt med ambulance hele 31 gange.

De fleste af kørslerne har været det, man kalder en hastegrad A-kørsel, hvilket betyder, at patienten er i livsfare, og at ambulancen skal gøre alt for at nå frem så hurtigt som muligt. Der er dog også en pæn del såkaldte hastegrad B-kørsler imellem. Disse kørsler betyder, at udrykningen haster, men at patienten ikke er i umiddelbar livsfare.

På denne septemberdag, hvor Valentin havde brug for sin 32. ambulancekørsel, var der tale om en A-kørsel, da Valentins hjertestop kan være livstruende. Det betyder, at ambulancen kører for fulde drøn med udrykning for at komme så hurtigt frem som muligt. Men det skal snart vise sig, at så hurtigt som muligt ikke altid er særlig hurtigt.

Det er nu mere end fem minutter siden, Valentin stoppede med at trække vejret. Faren kæmper på livet løs for at give hjertemassage og kunstigt åndedræt. Tiden går langsomt som aldrig før, og sekunder føles som minutter. Carsten råber flere gange ad sygeplejersken i telefonen og spørger, hvorfor ambulancen er så længe om at komme frem.

Desværre for Carsten kender han allerede svaret. Det er jo langt fra første gang, de skal bruge en ambulance, og det er samtidig ikke første gang, de oplever, at det tager lang tid at få sådan en til lige netop deres adresse. Den nærmeste ambulance holder til i Ørsted seks-syv kilometer væk. Men utallige gange har de haft brug for en hurtig ambulance, hvor den i Ørsted har været på en anden opgave. Det har betydet, at de ofte har skullet vente på en ambulance helt fra Randers, Aarhus eller Grenaa.

- Det er svært at spå om, hvad der ville være sket, hvis ambulancen var kommet inden for fem minutter, som den ville have gjort, hvis der havde været en ledig ambulance i Ørsted. Men den lange ventetid er i hvert fald ikke noget, der forbedrer situationen ved et hjertestop, siger Carsten Pleman.

Denne dag, hvor Valentin ligger livløs på stuegulvet, og ambulancen atter engang er længe undervejs, bliver dråben, der får bægeret til at flyde over for Carsten og Katja. De vil have en forklaring. Derfor tager de i tiden efter episoden kontakt til Region Midtjylland.

- Vi har selvfølgelig den dybeste medfølelse med familien i den situation, de har været i. Det, der sker den dag er, at der er ni ambulancer på Djursland, men de er alle sammen optaget af en anden opgave, der gør, at man ikke kan sende dem afsted til en ny hændelse. Derfor er det en ambulance fra Randers, der rykker ud, siger lægefaglig direktør for Præhospitalet i Region Midtjylland Per Sabro.

Men forklaring giver ikke rigtig mening for Carsten og Katja. Der er noget, der ikke stemmer. Parret vælger derfor at søge aktindsigt i responstiderne på Valentins 32 ambulancekørsler. Da de modtager og læser aktindsigten fra Præhospitalet i Region Midtjylland, får de et chok.

Med et opgivende blik i øjnene kan forældrene i aktindsigten konkludere, at kun ét af de fem nævnte servicemål er blevet opfyldt på deres 32 ambulancekørsler. Følelser som vrede, sorg og skuffelse flyver rundt i hovedet på dem, som var de fluer fanget i en flaske.

- Hver eneste gang, vi har ventet længe på en ambulance, har forklaringen været den samme. Det er et enkeltstående tilfælde, siger de hver gang, men de responstider, vi nu ser her på vores adresse, viser jo med tydelighed, at der ikke er tale om enkeltstående tilfælde, siger Carsten Pleman i et beskyldende toneleje.

Det svar, Carsten og Katja nu har fået, ikke langtfra det svar, de havde håbet på. Familien føler sig i højeste grad svigtet af sundhedsvæsenet. Men svigtet stopper ikke her. Det viser sig inden længe, at det langt fra kun er i landsbyen Holbæk på Norddjurs, hvor familien bor, at ventetiden på en ambulance er længere, end regionen lover.

Det ene minut tager det andet, mens Carsten ihærdigt kæmper videre for at skubbe liv i Valentins livløse krop. Der er en larmende stilhed i stuen kun afbrudt af telefonen på gulvet, hvor sygeplejersken i den anden ende i en fast rytme siger ’tryk, tryk, tryk, tryk, tryk…’.

Det er en lang og sej kamp denne eftermiddag for at holde liv i Valentin. Eller rettere sagt er det ENDNU en lang og sej kamp for at holde Valentin i live. For det er netop, hvad forældrenes liv har været igennem adskillige år – en lang og sej kamp mod epilepsien.

Valentin får sit første anfald i en alder af blot seks måneder. Til at starte med er lægerne overbeviste om, at der bare er tale om feberkramper, og der bliver ikke gjort yderligere ved det. Det er først i en alder af næsten fire år, at Valentin får diagnosen epilepsi.

I årene efter at diagnosen er stillet, accelererer epilepsien. Lægerne prøver en masse forskellige behandlinger, men intet ser ud til at have en effektiv og længerevarende virkning. Tværtimod. En blanding af de kraftige anfald og bivirkninger fra medicinen gør, at Valentins udvikling bliver sat kraftigt tilbage.

Han mister sit sprog, han mister evnen til at spise selv, han mister evnen til at kontrollere sin afføring og sin urin, og i sidste ende mister han også meget af sin førlighed og ender i kørestol.

- På det tidspunkt gør vi selvfølgelig så meget, vi overhovedet kan for at genoptræne hans færdigheder med daglig læsning, musikterapi og meget mere. Men hver gang vi genvinder en smule, får han nye anfald, og så er det tilbage til start. Det er hele tiden to skridt frem og ét tilbage, siger Carsten Pleman, mens han løfter op i sin brille for at tørre fugten i øjenkrogen.

Ethvert sygdomsforløb som Valentins må være at betragte som en daglig kamp, men for Carsten og Katja gør det kampen endnu sværere, at sundhedsvæsenet ifølge dem langt hen ad vejen mere er en modspiller end medspiller.

Forældrene bruger mere end 6000 kroner hver måned af egen lomme for at give deres søn den bedst mulige behandling for sin epilepsi. Alt lige fra særlige behandlinger i Tyskland til noget så simpelt som massage, har forældrene selv skullet betale for, fordi sundhedsvæsenet enten ikke kan eller ikke vil bevilge dem det.

Men det største svigt af alle er for Carsten og Katja, at de på grund af deres adresse ikke kan forvente, at Valentin kan komme hurtigt på hospitalet, når der er brug for det. De kan ganske enkelt ikke forstå, hvorfor de som borgere ikke kan forvente at blive hentet hurtigt med ambulance, når uheldet er ude, bare fordi de bor lidt ude på landet.

- Det giver en hel masse spørgsmål i hovedet som ’hvad nu hvis ambulancen var her lige der, hvor hans hjerte stopper eller måske fem minutter efter’ – og den ’hvis nu’ er rigtig svær at leve med, siger Valentins mor, Katja, tydeligt berørt og med tårer i øjenkrogene.

Situationen er ikke enestående for familien, og det er ikke kun i deres område, at ambulancerne lader vente på sig. Den lange ventetid på en ambulance går nemlig igen i mere end halvdelen af alle postnumre i Østjylland.

Spørger man Præhospitalet, hvordan det kan lade sig gøre, er svaret simpelt – det er en politisk prioritering.

- Vi har 70 ambulancer i Region Midtjylland, og de er blandt andet fordelt ud fra befolkningstæthed. Vi ved, der er nogle områder, hvor vi tit har længere responstider end andre, men det, som vi lever op til, er de politiske mål, der er fastsat, siger Præhospitalets lægefaglige direktør, Per Sabro.

Carsten og Katja væmmes ved tanken om, at det er politikerne i regionsrådet, der sidder på pengekassen og ikke vil betale det, det koster at drive en tilstrækkelig ambulancedrift. Det er for dem uforståeligt, at man ikke prioritere folks liv højere. For hvad nu, hvis det var dem, der skulle vente så længe på en ambulance med et livløst barn på stuegulvet. 

Det er nu mere end 12 minutter siden, Katja kom igennem til alarmcentralen. Den første hjælp, familien får, er en hjerteløber, der kommer med en hjertestarter til Valentin. Men kampen er ikke ovre. Maskinen vil have dem til at fortsætte hjertemassagen. Hjertestarterens højtaler overtager for sygeplejersken i telefonen og siger ’tryk, tryk, tryk, tryk, tryk.’

De fortsætter og fortsætter med at give Valentin førstehjælp. Først efter mere end 20 minutter slutter alarmopkaldet, og den endelige responstid bliver nedskrevet til 19 minutter og 16 sekunder. Men ambulancen er stadig ikke kommet frem.

Det er lægebilen, der ankommer efter de godt 20 minutter, og de overtager kampen for at redde Valentins liv. Men Valentin skal på hospitalet, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at redde ham, og de venter stadig på ambulancen.

Det spørgsmål, som Carsten og Katja har fået flest gange, er, hvorfor de ikke har valgt at flytte, når nu de godt er klar over, at responstiderne i deres område ikke er de bedste. Et spørgsmål, andre nok også sidder med efter en historie som denne.

Forældrene er da heller ikke sene til at indrømme, at det har været med i deres overvejelser, om de skulle flytte tættere på et hospital. Men det er alligevel aldrig rigtig kommet på tale. I lille grad fordi det rent økonomisk ville være svært med deres ekstraudgifter til Valentins behandlinger, men mest af alt fordi de ikke kan være det bekendt over for Valentin.

- Hans liv skal ikke være hans sygdom. Hans sygdom skal ikke diktere hans liv. Han er rigtig glad for at bo herude, og hans hus er alt for ham. Når han tegner, så tegner han altid sit store lyse hus. Og for et barn som Valentin med svær epilepsi kan det have katastrofale konsekvenser, hvis vi vælger at flytte ham et nyt sted hen, siger en gårdkvalt Katja Pleman med en snert at irritation i stemmen over altid at blive stillet det spørgsmål.

Ambulancen kommer endelig kort efter lægebilen og altså efter over 20 minutters ventetid. Personalet forsøger efter bedste evne at få Valentin genoplivet og stabiliseret, så de kan køre ham på sygehuset. Men det lykkes ikke.

Da helikopteren ankommer næsten 30 minutter efter, Katja ringede 112, er det stadig ikke lykkedes at få stabiliseret Valentin. De er derfor nødt til at få ham koblet op med en maskine, der kan give førstehjælp i helikopteren, mens de flyver ham til Aarhus Universitetshospital.

Carsten, Katja og Nikolaj ser helikopteren flyve afsted mod Skejby. De skynder sig at hjælpe til med at få det værste ryddet af vejen, inden de selv drøner mod hospitalet i Aarhus.

I momentet er det svært at tænke klart, men i tiden efter hændelsen bliver det tydeligt for familien, at der ikke er det mindste at udsætte på reddernes, lægernes og vagtcentralens indsats.

- Alle gjorde deres bedste, og det er ikke deres skyld, at der ikke er ambulancer nok til at dække her i yderområderne, siger Carsten Pleman med en blanding af taknemmelighed og vemod i stemmen.

I omegnen af 40 minutter efter, de så Valentin flyve afsted, ankommer familien til Aarhus Universitetshospital. Carsten og Katja tager lidt tid til at sunde sig og snakke med personalet. Men Nikolaj kan ikke vente.

Inden nogen når at opdage det, smutter 13-årige Nikolaj forbi såvel forældre som personale og går igennem døren ind til Valentin. Dermed er Nikolaj den første til at konstatere, at Valentin er død.

- Hans hjerte er i stykker. Ligesom vores. Han var vant til at redde sin lillebror og sætte sig selv til side, så Valentin kunne få alt, hvad han behøvede. Han var hans bedste ven, siger Katja Pleman, der i kampen for at holde tårerne tilbage dårligt nok kan fremstamme ordene.

Det er et synderknusende øjeblik for hele familien. Carsten og Katja har mistet deres elskede søn Valentin, mens Nikolaj har mistet sin bedste ven og lillebror. I mange år har nærmest hele familiens liv været centreret omkring Valentin og kampen mod hans epilepsi. Nu står de her og kan konstatere, at ’Mission: Red Valentin’ slog fejl.

Men alligevel går det hurtigt op for forældrene, at selvom Valentin er død, så er deres kamp endnu ikke overstået. For selvom det ikke lykkedes dem at redde Valentins liv, kan de stadig kæmpe for, at andre ikke skal opleve det samme svigt fra sundhedsvæsenets side, som de har gjort. En mission, der først og fremmest starter ved at fortælle deres historie her.

- Det er vigtigt for os at fortælle vores historie, fordi så har vi gjort, hvad vi kan, for at der ikke er andre, der skal stå i samme situation som os, siger Carsten Pleman og kigger på sin kone

Der er stille et par sekunder, mens Katja tørrer øjnene og samler sig, inden hun med bævrende stemme siger:

- Vi gør det, så Valentins liv har betydet noget, og så hans død ikke har været for ingenting.

Rettelse:

Det har tidligere fremgået af artiklen, at Valentin og hans forældre måtte vente i alt 30 minutter på ambulancen. Efter artiklens udgivelse er vi blevet gjort opmærksom på, at det er 21 minutter. Det er nu rettet.

Tekst: Martin Littau Herlevsen

Fotos: Christine Vestergaard og privatfotos

Redaktør: Asbjørn Andersen

Udgivet: Marts 2021