Tag din egen kuglepen med til valg - men ikke hvilken som helst dur
Medbringer vælgere egen kuglepen på valgdagen tirsdag, er det ikke hvilken som helst farve, der duer.
Tirsdag skal vælgere sætte deres kryds i forbindelse med kommunal- og regionalvalget. Hvis stemmen skal være gyldig, er det dog vigtigt at være opmærksom på en række instruktioner.
Medbringer vælgere egen kuglepen, er det ikke hvilken som helst, der duer. Det fortæller valgkonsulent i Silkeborg Kommune til TV2 ØSTJYLLAND.
- Det er ikke helt ligegyldigt. Det skal være et almindeligt skriveredskab, siger Lejf Bøgedal og uddyber:
- Det må ikke være en markeringstusch i stærke farver. For så giver man stemmesedlen et personligt særpræg. Det skal være rød, sort eller blå. Eller en blyant, siger han.
Rød er lettere at læse
Valgstedet i Silkeborg er ifølge valgkonsulenten særligt glade for de røde blyanter. Derfor er opfordringen også, at vælgerne bruger en rød farve.
- Vi kan rigtig godt lide røde krydser. Det har ikke noget med politik at gøre. Det er bare meget lettere at se end et sort kryds. Især som aftenen, når man tæller stemmerne op, siger Lejf Bøgedal.
Derudover gør valgkonsulenten opmærksom på, at der i valgloven står, at man skal sætte et kryds.
Derfor er stemmen ugyldig, hvis en vælger eksempelvis skraverer feltet i stedet for at sætte et kryds eller det, der minder om et kryds.
Afsprittede blyanter og mundbind
På valgstederne bliver alle skriveredskaber sprittet løbende af. Derudover vil der være adgang til håndsprit. Vælgere kan også tage mundbind på.
Derfor er budskabet klart fra valgkonsulenten i Silkeborg Kommune:
- Vælgerne skal bare møde op. Vi har gjort alt, hvad vi kan gøre. Jeg har 68.000 stemmesedler klar. Jeg håber, man benytter sig af sin stemmeret.