Fusk med partistøtte: Jurister skal vurdere om byrådsmedlem skal politianmeldes
Dansk Folkeparti har uberettiget fået udbetalt for mange penge i partistøtte i Aarhus. Nu skal kommunens jurister vurdere om et byrådsmedlem i Aarhus skal politianmeldes.
Dansk Folkeparti i Aarhus har modtaget for mange penge i partistøtte fra Aarhus Kommune på grund af rod i regnskaber og forklaringer. Det skriver Lokalavisen Aarhus.
Helt konkret drejer det sig om, at man i 2019 uberettiget fik udbetalt 59.000 kroner.
Efter et tip studsede kommunen over betalingen og tog kontakt til DF.
Her fik lokalformand og byrådsmedlem Knud N. Mathiesen så snakket beløbet ned til 17.900 kroner med en forklaring om, at valgreklamer, man havde brugt penge på i 2017, først blev leveret i 2018.
Dermed kunne der flyttes posteringer for ca. 41.000 kroner, som DF således kunne trække fra det samlede beløb.
Efter Lokalavisen Aarhus begyndte at grave i sagen, valgte partiet dog at tilbagebetale hele beløbet alligevel.
Skal vurderes juridisk
Og sagen skal nu ses igennem af kommunens jurister for at vurdere, om Knud Mathiesen (DF) skal politianmeldes.
Det har Rådmanden for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad, bedt jurister i Borgmesterens Afdeling om.
- Det er afgørende for mig, at vi behandler alle borgere ens, uanset om der er tale byrådsmedlemmer eller andre, siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (R), i en pressemeddelelse.
- Det er en alvorlig ting at melde en byrådskollega til politiet, og det er derfor afgørende, at beslutningen bliver truffet på baggrund af en juridisk vurdering.