Folkemordsskulptur på gågade: - Det hører ikke til
En skulptur har skabt stor diskussion i Horsens efter at byrådet har besluttet at placere den på byens gågade.
Dybe ar i ansigtet. Løse kjortel-lignende gevanter og nøgen arret overkrop. Bronzeskulpturen med navnet Adam portrætterer i naturlig størrelse en mand, der har haft et hårdt liv.
Han står med lukkede øjne og for hans fødder ligger en stor kniv.
Adam er lavet af kunstneren Christian Lemmerz, der blev folkeligt kendt for sine rådnende svinekroppe i glasmontrer på Esbjerg Kunstmuseum i 1990´erne.
Indigneret politiker
Og nu er Adam blevet omdrejningspunktet i en voldsom debat i Horsens.
For selvom han lige nu står på et af byens galleri, så er det planen, at han snart skal rykke ned på byens gågade Søndergade.
Og det falder byrådspolitiker Michael Nedersøe (DF) for brystet.
- Det er ikke noget, vi skal have stående på vores gågade, mener jeg, siger Michael Nedersøe, der er gruppeformand for Dansk Folkeparti i Horsens.
En del af virkeligheden
Adam symboliserer folkedrabet i Rwanda og dermed indeholder skulpturen et skjult politisk budskab, mener han.
- Det budskab kan være noget med, at vi skal være bedre og mere omsorgsfulde og tage imod flere flygtninge og det er absolut ikke et synspunkt, jeg deler, siger Michael Nedersøe (DF).
Resten af hans byrådskolleger har ellers vedtaget, at Adam skal flytte til Søndergade.
- Det er en del af virkeligheden. Vi får noget at tænke over, når vi går en tur på Søndergade og det synes jeg egentlig er positivt nok, siger Paw Amdisen, der er medlem af byrådet for SF.
Når Adam rykker ned på Søndergade gør han flere andre debatterede skulpturer selskab. Skulpturerne "Hyæne med Barn" og "Madonna" af samme kunstner, der symboliserer hungersnød i Darfur og Michael Kviums "Double Blind".