Ud med de blå og ind med de gule: Alle busskilte skal være ens
Alle busstoppeskilte skal være ens i 2022. I Favrskov er de så småt gået i gang med det større skilteprojekt.
I Favrskov Kommune er de ansatte i Trafik og Vej begyndt at kravle op og hive de blå busskilte ned.
Det er ikke fordi, at alle busserne bliver nedlagt, men fordi, skiltene skal være ens.
- De skal være udskiftet inden 1. august 2022 og vi har cirka 180 busstoppeskilte. Nu går vi så småt i gang, fortæller Niels Christian Laustsen, som er afdelingsleder hos Trafik og Vej i Favrskov Kommune.
Alle kommuner skal have ordnet det, inden den den første august 2022.
Indtil videre har de i Favrskov indkøbt 100 af de gule skilte, og så småt begyndt at skille sig af med de gamle.
- Det er noget, der skal gøres. Hvis ikke de havde været ens før, så er de mere genkendelige nu, siger Niels Christian Laustsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Der har tidligere været en opdeling med blå skilte til rutebiler og gule for bybusser, men nu skal det hele være ens.
- Skiltene skiftes for at øge genkendeligheden, og nu er borgerne informeret, hvis de undrer sig, fortæller afdelingslederen fra Trafik og Vej.
Hvis man vil læse hele bekendtgørelsen, så er den her.