Astrid fødte et englebarn

Det fjerde barn på postkassen

Astrid kigger ned på Sigfred. Men hun kan næsten ikke holde ud at se på ham, for læberne er kulsorte. Huden er nærmest gullig. Ligbleg.

Der ligger et velskabt menneske på 58 cm og lidt over fire kilo i armene på sin mor. Sigfred er stadig varm, for han har først lige sagt goddag til verden.

Og så alligevel nåede det aldrig rigtig at blive et goddag - nærmere et farvel.

Hun ligger i den klinisk hvide hospitalsseng med Sigfred på brystet. Villy, Astrids mand, står ved siden af. Rystet og ulykkelig – men alligevel ser han på sin hustru med det der ”det-hele-skal-nok-gå-blik”.

Og det er de begge overbeviste om, selv om de for få minutter siden har modtaget deres fjerde barn i armene – dødfødt. Et englebarn, som man også kalder det.

Sigfred dør mandag den 15. august 2016. Hvorfor ved lægerne ikke præcist, men de formoder, at navlestrengen er blevet klemt af.

Obduktionen af Sigfred viser nemlig, at navlestrengen har viklet sig stramt rundt om halsen tre gange.

I weekenden op til ånder alt fred og ro i det hvide hus i Norring. Lige indtil Astrid får den her følelse, som kun en mor kan mærke. Noget er galt. Helt galt.

På sygehuset forsøger jordemoderen at fange hjertelyden i maven. Men hun fanger kun Astrids. Så Astrid ved godt, hvad klokken er slået. Hun græder.

Blikkene er alvorlige. Der er stille. Meget stille. Så stille, at hun tænker, at den gamle talemåde om at høre en knappenål falde til jorden pludselig giver mening.

Og hendes krop bevidner tragedien. Maven strutter ikke på samme måde mere – den hænger.

Jordemoderen vil ikke sætte gang i fødslen allerede nu. Astrid og Villy skal lige have lov at sunde sig, mener hun. Og de vil egentlig også gerne hjem til børnene, for de savner dem. Så tirsdag er dagen, hvor det skal ske.

Hvis man er fluen på væggen hjemme hos Astrid og Villy dagen derpå, vil man tro, at de er et helt almindeligt par, der forbereder sig til en helt almindelig planlagt fødsel. Men der er tomt i hovedet på Astrid.

Hvor er det ligegyldigt – man kan da ikke rende rundt og pakke en taske, tænker hun for sig selv, mens hun grædende pakker videre.

Formålet med en fødsel er vel at bringe liv - og ikke død - til verden.

Okay, tænker Astrid. Det giver mening. Og faktisk synes hun også, at Sigfred fortjener en smuk fødsel, selvom han er død.

Jordemoderen prøver på traditionel vis at tage vandet. Det virker ikke. Så prøver de med piller. Det virker heller ikke. De må vente til næste dag.

Da Astrid vågner onsdag, føler hun sig klar. Naturen går sin gang, og Sigfred melder sin ankomst onsdag eftermiddag.

Fire timer undervejs – og allerede fem dage forsinket i forvejen.

Familie og venner strømmer til. Også Astrid og Villys tre børn på otte, seks og halvandet år.

For første gang skal de se et dødt menneske – et dødt familiemedlem. 

En voldsom oplevelse for børn i den alder, vil nogen nok mene. Men for Astrid og Villy er det naturligt at inddrage børnene.

De har allerede haft en relation til Sigfred. Hvis børnene ikke ser ham, vil de aldrig kunne forstå, hvad der skete med den mave, som de har mærket på i så lang tid.

Klokken otte onsdag aften tager de afsked med Sigfred – for nu. De kører hjem. Tomhændet. Den mærkeligste følelse i verden.

De har været på sygehuset i syv timer efter fødslen på en almindelig fødestue blandt andre nyfødte og glade forældre.

En lidt speciel oplevelse, når man selv ligger med en dødfødt i armene, tænker Astrid.

Hun kunne ikke lade være med at tænke på de kvinder, som hun mødte på gangen.

Bare det ikke sker for dem.

Torsdag møder Sigfred for første gang sit hjem. For jordemoderen har opfordret Astrid og Villy til at tage ham med hjem, inden de endeligt siger farvel – bare for et par timer.

Sigfred ligger trygt og koldt i sin lift – på køleelementer, så hans krop holder sig nedkølet.

Ellen, storesøsteren på otte, glæder sig. Hun er ivrig efter at vise ham sit værelse og alle de ting, som familien havde gjort klar. Og storebror Marius på seks glæder sig til at vise Sigfred sin cykel.

Og der ligger han så i sin lift i kravlegården, som man ville gøre med et levende barn.

Familien spiser frokost imens. Det er mærkeligt. Virkelig absurd, tænker Astrid. Og alligevel føles det helt rigtigt. For han er jo en del af familien – også selv om han aldrig har trukket vejret.

Sigfred får også sin egen have – et par kilometer fra familien. Et lille fint sted med lyserøde roser, fire engle og en sten kun for ham.

En gang om ugen får han besøg. Også på sin fødselsdag. Så kommer den nærmeste familie med flag, tæpper og kagemand – og med fødselsdagssang.

Familien beslutter, at de fremover vil fejre ham på hans fødselsdag – og måske en dag, når han fylder ti år, kan det være, at de blot sender ham en ekstra tanke i dagens anledning.

Den lille familie fra Norring inviterer sorgen indenfor. Den er velkommen.

Den er naturlig i hverdagen, for det hjælper ikke at lægge låg på. I hvert fald ikke for dem. De lader Sigfred fylde i familien – for jo mere han får lov at fylde, jo nemmere er det at være i.

I kommoden i stuen har Sigfred sin egen hylde. En mindehylde. Her står tre engle side om side – foran en ramme med et foto af ham og et hånd- og fodaftryk. 

Der står også et fyrfadslys, som de tænder for ham i ny og næ. Og et fotoalbum, der er fyldt med fotos fra Sigfreds ellers korte liv.

Der står en tegning af ham. Den er tegnet af en jordemoder fra Sønderjylland og er deres favorit. Det ser heller ikke så voldsomt ud som de virkelige billeder af ham fra sygehuset. 

Astrid bærer en guldmedaljon om halsen. Hver evig eneste dag. Inde i smykket er der et billede af Sigfred.

Og ser man postkassen, ser man også Sigfred. Han har fået sit eget klistermærke. Formet som et englebarn. Fremmede forbipasserende vil i hvert fald ikke ænse, at der reelt kun bor tre børn.

For postkassen siger, at der bor fire. Og det siger familien også, for han er en del af familien – også selv om han er død.

For 70 og 100 år siden talte man slet ikke døde børn med i søskendeflokken, som Astrid og Villy gør det. Generelt sørgede man på en anden måde dengang.

Efter fødslen af et dødt barn fik moderen oftest slet ikke lov til at se barnet. Det blev taget fra hende, og så blev faderen opfordret til at begrave det hurtigst muligt og komme videre i livet.

Stik modsat er det for Astrid og Villy. Faktisk oplevede de, at jordemoderen opfordrede dem til at ”dyrke” sorgen. Bare at være i den og tillade den at være en del af deres liv.

Modsat tidligere så mindes mange af nutidens forældre deres døde børn gennem ritualer, som udvikles over mange år.

Nogle holder fødselsdage, tænder lys for afdøde og har ting i hjemmet, der fastholder mindet om barnet. Præcis ligesom Astrid og Villy.

I dag er der altså generelt ikke samme hemmelighedskræmmeri, hvor man lader som om, at barnet ikke har været der.

Nu er det døde barn et individ, som vi lever med og ikke noget, der ligger bag os, det oplever fagfolkene.

En større åbenhed er en af de væsentligste ændringer, der er sket i forhold til nutidens forældres måde at bearbejde tabet af et barn.

Og i det moderne samfund skriver mange om det på de sociale medier og deler på den måde deres erfaringer og følelser med andre i samme situation.

Det samme gør Astrid – selv om nogle vil synes, det er for meget. Men det virker for hende.

Da hun mister Sigfred, begynder hun at skrive om det på de sociale medier. Om hendes tanker og refleksioner. Om hendes følelser og sorgen.

På samme tid oplever hun, at nogle ellers nære venner fjerner hende som ven på Facebook.

Siden da har de ikke udvekslet ét eneste ord med hinanden. Om det er på grund af alle opslagene, at de fjerner hende, ved Astrid ikke.

Men hun forstår, at det kan være svært for andre at være i hendes sorg. Og det er fair nok.

I tiden efter tabet af Sigfred kan Astrid slet ikke forestille sig at være gravid igen.

Det er også det nemmeste at lade være, for så slipper de for at blive såret igen, tænker hun. Men det er frygten, der styrer hende – for inderst inde er hun klar.

Et halvt år går der, og så er Astrid gravid igen. Hun aborterer efter 11 uger.

De prøver igen, for de er ikke bange trods deres erfaringer. De er klar til at blive forældre til deres fjerde levende barn, og klarheden og lysten overskygger alle bekymringerne.

I skrivende stund er det to år siden, at Sigfred sparkede for sidste gang.

Nu er Astrid gravid igen. Højgravid, vel at mærke. Ovenikøbet i samme periode som graviditeten med Sigfred.

Terminsdatoen siger 21. august 2018.

De er ikke bange. De er sikre på, at det hele nok skal gå.

For livet går videre – og Sigfred følger med.

Udgivet august 2018

Tekst: Louise Gram Søndergaard

Video: Anders Madsen og Pernille Olsson

Redaktør: Jamilla Sophie Alvi

Foto: Privat

Tak til:

Astrid Givard Frederiksen og Villy Givard Frederiksen

Afdeling Y3, Aarhus Universitetshospital 

Redaktionel note:

Kære læser,

Vi har været meget i tvivl om, hvorvidt vi skulle bringe billederne af Sigfred. For mange er døden stadig et tabu, og det er vigtigt at udvise respekt for de døde, der ikke kan give tilsagn til deres medvirken. Vi har valgt at bringe billederne af Sigfred med tanke på de, der oplever at gå med sorgen alene. Vi tror, at det øger din forståelse for, hvorfor man vælger at hæge om minderne. Og sidst men ikke mindst bringer vi billederne i tråd med den familie, der ønsker at bryde et tabu. De ser Sigfred som et barn, der er i verden, og som ikke skal gemmes væk.

Mvh. redaktionen