Lille ø reddet fra at blive opslugt af havet: - Det betyder alt

På Anholt har de mærket klimaforandringerne mere end de fleste andre danskere. Nu skaber spritny kystsikring håb for turismen til øen.

Kystsikringen stod færdig i slutningen af maj og har i alt kostet 16 millioner kroner.

De 145 fastboere på Anholt har gennem det sidste årti mærket de store forandringer i klimaet. Flere storme har ramt hårdt og truet øens levegrundlag – turismen.

Havet har ædt halvanden hektar af øens campingplads under de seneste års kraftige storme, og det har sat ejeren Jens Rosendal i en svær situation.

Læs også Efter mange års kamp: Kysten er endelig sikret

- Hvis vi ikke havde fået noget kystsikring, så var tidshorisonten nok fem-seks år, og så måtte lukke, fordi campingpladsen var forsvundet, siger Jens Rosendal fra Anholt Camping til TV2 ØSTJYLLAND.

En del af campingpladsen ligger helt nede på stranden. De seneste års kraftige storme har været en stor udfordring for Anholt Camping.

Men nu har Anholt fået sin kystsikring. Den stod færdig i slutningen af maj og har i alt kostet 16 millioner kroner.

Hovedvejen er genopbygget og med klitter sikret mod høj vandstand, og 100 meter ude i havet skal 70 meter brede bølgebrydere sikre hovedvej, campingplads og havn.

- Det har betydet alt for os, at vi har fået den her kystsikring. Nu kan vi tænke fremad og tænke i udvikling i stedet for afvikling, og det er da noget sjovere, siger Jens Rosendal.

05:30

VIDEO: Staten skal betale for kystsikring af Anholt. Det er Steen Thomsen fra Dansk Folkeparti og Anne Hegelund fra Enhedslisten enige om. Når det kommer til spørgsmålet om, hvad man skal gøre for klimaet, holder enigheden dog op.

Luk video

Staten har hjulpet til

Nogle af dem, der ihærdigt har kæmpet for kystsikring, er Anholt Borgerforening. Af de 16 millioner kroner har borgerforeningen selv samlet mere end én million ind. Staten stod for elleve millioner, mens Norddjurs Kommune og lodsejere har betalt resten.

Jeg tror lige så godt, vi kunne lukke, hvis ikke vi fik den her kystsikring.

Kirsten Rasmussen, næstformand, Anholt Borgerforening

- Det er fantastisk, at det lykkedes. Et kæmpe tak til alle dem, der har hjulpet til med det – både staten og kommunen og ikke mindst alle dem, der bidrog til den indsamling, vi lavede, siger næstformand i Anholt Borgerforening Kirsten Rasmussen til TV2 ØSTJYLLAND.

Hvis ikke kystsikringen var blevet en realitet, kunne det have haft store konsekvenser for livet og turismen på øen.

Læs også Familie har samlet flasker for 16.000 kroner til kystsikring

- Turisterne ville ikke kunne komme herover, og vi ville ikke kunne komme herfra. Vi ville heller ikke kunne få varer til Brugsen. Jeg tror lige så godt, vi kunne lukke, hvis ikke vi fik den her kystsikring, siger Kirsten Rasmussen.

Langs hovedvejen er der nu kommet 70 meter lange bølgebrydere op.

Store ødelæggelser under Bodil

Helt galt gik det på Anholt i 2013 under stormen Bodil. Her forsvandt både hovedvejen og campingpladsen i havet. Også havnen bliver oftere oversvømmet.

Vandstanden stiger, og vandet kommer også om på den modsatte side, så havnen bliver som en lille ø.

Klaus Jensen, havnefoged, Anholt Havn

- Vi har oplevet i flere forbindelser at blive oversvømmet. Vandet kommer simpelthen fra nordsiden og skyller ind over ved vejen. Vandstanden stiger, og vandet kommer også om på den modsatte side, så havnen bliver som en lille ø, siger havnefoged Klaus Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.

00:52

VIDEO: Sådan så hovedvejen på Anholt, Nordstrandvej, ud efter stormen Bodils hærgen tilbage i 2013.

Luk video

Hvert år kommer omkring 60.000 turister til Anholt. Og at kystsikringen nu er en realitet har stor betydning i forhold til netop turismen.

- Ved at det er blevet sikret, så fremtidssikrer vi jo Anholt og et indtjeningsgrundlag for størstedelen af dem, der er herovre, siger Klaus Jensen.

Læs også Jubel på Anholt: Nu er der fundet penge til kystsikring

Kommuner skal mere på banen

Norddjurs Kommune var selv med til at betale en del af regningen. Og selvom det normalt ikke er en kommunal opgave at betale for kystsikring, så er borgmester Jan Petersen (S) overbevist om, at det var det rigtige at gøre.

Hvis vi ikke fik løst det her problem, så risikerede den ø at falde sammen.

Jan Petersen, Socialdemokratiet, borgmester, Norddjurs Kommune

- Vi har en åbenlys interesse i Norddjurs Kommune i, at Anholt udvikler sig. Vi så sådan set foran os, at hvis vi ikke fik løst det her problem, så risikerede den ø at falde sammen, siger borgmester Jan Petersen til TV2 ØSTJYLLAND.

01:53

VIDEO: I november 2017 samlede en familie flasker for 16.000 kroner til kystsikring på Anholt.

Luk video

Han mener, at kommunerne må regne med at skulle mere på banen i kampen mod klimaforandringer.

- Her er altså en opgave, der er noget større, end vi regnede med for 10, 15 og 20 år siden. Så det kommer til at blive et markant vilkår for vores byplanlægning i fremtiden og på måden, vi indretter vores natur på, siger Jan Petersen.

I TV2 ØSTJYLLAND's nyhedsudsendelse mandag kl. 19.30 debatterer folketingskandidaterne Steen Thomsen (DF) og Anne Hegelund (EL) kystsikring og klima.