Ung kvinde blev revet i håret af mystisk mand og kørte galt
En ukendt mand satte sig ind på bagsædet og rev den 18-årige bilist i håret, hvorefter hun kørte galt.
Søndag modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om en mystisk hændelse i Aarhus, hvor en 18-årig kvinde kørte galt, efter en ukendt mand kom gående og satte sig ind på bagsædet.
- Pludselig river han bagdøren op og sætter sig ind på bagsædet. Han tager fat i hendes hår og vil have hende til at køre til Viby, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi Jakob Christiansen.
Episoden fandt sted, da kvinden holdt for rødt i krydset ved Søndre Ringgade og Ankersgade i Aarhus.
Da kvinden blev så forskrækket og distraheret, kørte hun ind i autoværnet i midterrabatten, hvorefter en mand kom og hjalp den fremmede mand ud.
- Hun bliver chokeret og bliver undersøgt for skader, men hun kommer ikke umiddelbart fysisk til skade.
Politiet søger vidner
Det er dog endnu uvist, hvad mandens motiv til handlingen var.
- Vi er stadig i gang med efterforskningen, og vi vil rigtig gerne høre fra vidner, der har set eller har oplysninger om mændene, siger Jakob Christiansen.
Har du oplysninger kan de gives til politiet via telefon på 114.