Tidligere bandemedlem vil betale tilbage: - Det, jeg har gjort, er modbydeligt
24-årige Daniell Aziz fortæller, han har siddet i fængsel i seks år for grov vold, knivstikkeri og salg af stoffer. Nu er han ude af den kriminelle løbebane og vil hjælpe utilpassede unge på rette spor.
Småtyverier blev til røverier, der blev til salg af stoffer, grov vold og knivstikkeri.
I godt 10 år har bare 24-årige Daniell Aziz, der kom til Danmark fra Iran som spæd, begået sig i det kriminelle miljø på Nørrebro i København. Det endte med fængselsdomme på, ifølge ham selv, i alt seks år samt fire betingede udvisninger af Danmark.
Nu er han ude af kriminalitet, er flyttet hjem til sin mor i Aarhus og vil bruge sine erfaringer til at hjælpe andre unge.
- Jeg fortryder ekstremt meget det, jeg har gjort. Jeg vil betale tilbage til samfundet ved at hjælpe unge ud af kriminalitet og i stedet ind på uddannelser, fortæller Daniell Aziz til TV2 ØSTJYLLAND.
Daniell Aziz har oprettet Facebookgruppen ”Et liv uden kriminalitet”, der har fået knap 800 medlemmer på 22 dage. I gruppen vil det tidligere bandemedlem blandt andet hjælpe og vejlede utilpassede unge med at søge lærepladser og skrive jobansøgninger i håbet om, at de holder sig væk fra gademiljøet.
- Jeg fortæller de unge, at de skal passe på deres straffeattest. Og jeg forklarer dem, at det er et helvede at komme ind at sidde – det er ikke sejt, siger han.
Fandt tryghed i bandemiljøet
På trods af sin unge alder har Daniell Aziz haft et langt liv.
Han kom til Danmark fra Iran, da han var 13 måneder gammel, og han har ikke haft sin far i sit liv, siden han var syv år. Til sidst blev han tvangsfjernet fra sin mor og sat på børnehjem.
Daniell Aziz mener, at den turbulente opvækst han har haft, har dannet grobund for det kriminelle liv, han valgte.
- Jeg fik ikke den omsorg og kærlighed, jeg søgte derhjemme. I stedet fik jeg den fra de kriminelle mennesker, der stod ude på gaden. Og jeg fik anerkendelse for det, jeg gjorde, fortæller Daniell Aziz.
Du fortæller, at du har haft det svært. Men er det i bund og grund ikke dig selv, der har ansvar for dine handlinger?
- Helt klart. Jeg har ikke været en rollemodel. Men det er derfor, jeg vil betale tilbage nu og vise, at der er kriminelle unge mennesker, der gerne vil hjælpes og som godt kan ændre sig, fortæller Daniell Aziz.
Den dag i dag fortryder han al den kriminalitet, han har begået.
- Det at hjælpe, det er måden, jeg betaler samfundet tilbage, for det jeg har gjort. Men jeg glemmer ikke, hvad jeg har gjort. Og det kan ikke vejes lige op. Det jeg har gjort, er modbydeligt.
Indtil videre har han blandt andet hjulpet seks personer med at finde en læreplads igennem sin Facebookgruppe.
Slås i ringen – ikke på gaden
Sammen med den tidligere bandeleder Adel Younes, der nu bokser professionelt, vil Daniell Aziz også hjælpe de unge mennesker med at komme ud at bokse og bruge handskerne i stedet for at bruge våben på gaden.
- Der er mange, der elsker at slås, og derfor vil vi få dem til at bokse i ringen i stedet for på gaden, fortæller Daniell Aziz.
Målet er sammen med Adel Younes at åbne bokseklubber, der skal fungere som klubhuse for de unge, hvor de kan komme og spille PlayStation og billard efter skole, så de ikke ender i de forkerte omgangskredse.
Hvorfor er det lige, at det er dig, der skal gøre det her – hvad er det du kan, som systemet ikke kan?
-Jeg ved, hvordan en ung kriminel tænker. Jeg kan komme ind i deres hoved – det kan en SSP-vejleder ikke på samme måde, for de unge ser op til typer som mig, der forstår dem.
Udover at hjælpe de unge via sin Facebookgruppe har Daniell Aziz også holdt foredrag om sit liv på Aarhus Efterskole, og fra august til oktober har han, fortæller han, 46 aftaler i kalenderen. Senere på året vil han udgive en bog om sit liv.
Dokumentation
Artiklen bygger på Daniel Aziz' egne beretninger.
Han har desuden, over for TV2 Østjylland, fremlagt dombøger, som viser, at han alene i løbet af 2014 var tiltalt i en række sager, som blandt andet omfatter trusler om vold, vold, forsøg på legemsangreb af særligt rå karakter, legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter, røveri, falsk anmeldelse, overtrædelse af våbenloven og overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.